Tekst og foto: Henrik Poulsen

El-Salg er kåret til Årets Butik 2026 i hele Euronics-kæden, der tæller mere end 220 butikker.

Prisen blev overrakt ved et arrangement på Hotel Koldingfjord, hvor landets forhandlere var samlet i weekenden.

Dan Jørgensen og Nicolai Jespersen fra butikken fortæller, at de blandt andet får prisen på grund af gode anmeldelser, en flot butik samt deres velkendte kundeservice.

– Vi er naturligvis glade for prisen, men det er ikke kun Dan og jeg, der har æren af prisen. Det er hele holdet i butikken, siger Nicolai Jespersen. Hvordan den flotte hæder skal fejres, er endnu ikke afgjort, men måske noget med kage, supplerer Dan Jørgensen.

På billedet ses indehaverne Nicolai Jespersen og Dan Jørgensen sammen med montør Jesper Hansen og butiksassistent Christina Jensen.