Tekst: Henrik Poulsen
Foto: Jørn Ungstrup

Denne søndag den 19. april fra kl. 10 til 15 danner Forum Faaborg rammen om et stort bytte- og frimærkemarked, når Faaborg Frimærkeklub igen inviterer samlere fra hele landet til den årlige byttedag.

Arrangementet finder sted i hal A på Sundvænget, hvor mellem 200 og 300 gæster traditionelt lægger vejen forbi. Her venter mere end 60 bytteborde, som længe har været reserveret af ivrige samlere.

– Vi glæder os igen til at vise de besøgende ved bytte- og markedsdagen, at der i Danmark er mange forskellige ting at samle på. Der er i de senere år blandt andet byttet mønter, postkort, kuglepenne, nøgleringe, oplukkere, vognpoletter, receptkuverter og servietter, fortæller formand for Faaborg Frimærkeklub, Per Nellemann.

Markedet er åbent fra klokken 10 til 15, og der er gratis adgang for børn under 15 år, mens øvrige gæster betaler 20 kroner i entré.

Et af dagens særlige indslag bliver bordet med gratis frimærker. Her har klubbens medlemmer doneret overskydende frimærker fra egne samlinger, så gæster kan få udleveret en pose og fylde den helt op – uden at betale en krone.

Samtidig får gæsterne mulighed for at gøre gode handler. Fire frimærkehandlere og to mønthandlere deltager nemlig med store lagre, så der er rig mulighed for at udvide samlingen.

Blandt de mere spektakulære indslag er en samler fra Nordjylland, som igen i år medbringer over 75.000 gamle postkort fra hele landet.

Faaborg Frimærkeklub håber endnu en gang på stor opbakning til arrangementet, som gennem årene har udviklet sig til et samlingspunkt for samlere i alle aldre, hedder det i en pressemeddelelse.