Tekst og Foto: Henrik Poulsen
Når garn, pinde og kreative idéer igen samler hundredvis af mennesker i Faaborg til Garnfestivalen Knitting By The Sea, er det langt mere end en weekend med workshops og garnboder. Festivalen er nemlig kulminationen på et helt års arbejde i et aktivt fællesskab, hvor håndarbejde, kreativitet og samvær er nøgleordene.
Festivalen har gennem de seneste år udviklet sig til et fast holdepunkt for strik- og håndarbejdsinteresserede fra hele landet, og igen i år ventes omkring 1.200 gæster til arrangementet den 24. til den 26. april, der breder sig over flere af byens kultursteder. Formand Lisbeth Torp Ernst forventer et fremmøde på niveau med sidste år.
– Det passede rigtig fint sidste år, så vi regner med nogenlunde samme antal igen.
Interessen fra udstillere er i hvert fald ikke blevet mindre. Pladserne til garnforhandlere og andre standholdere er blevet hurtigt reserveret, og ikke alle kan få en plads.
– Standene er udsolgt meget hurtigt. Der er faktisk nogen, vi har måttet sige nej til, fordi der simpelthen ikke er plads til flere, fortæller hun.
GARN, MUSIK OG GAMLE HÅNDVÆRK
Festivalen indledes i Helios, hvor publikum kan opleve en koncert med Helene Blum og Harald Haugaard. Herfra folder programmet sig ud over flere dage med workshops, foredrag og aktiviteter rundt i byen. Årets festival kredser om temaet tradition og fornyelse, hvor historiske håndarbejdsteknikker møder moderne udtryk. Næstformand Anne Kjærgaard Paulsen forklarer, at balancen mellem det gamle og det nye er en rød tråd i årets program.
– Vi prøver hele tiden at spille på det her med tradition og fornyelse.
I Den gamle Gaard kan man blandt andet opleve teknikker som knipling, spinding og vævning, mens andre aktiviteter viser, hvordan håndværket udvikler sig i nyere retninger. Her peger Anne Kjærgaard Paulsen på kontrasten mellem klassiske teknikker og nyere produktionsformer.
– Vi har både de gamle håndværk med, men også mere moderne strikkemaskiner. Det er også en del af udviklingen fra håndværk til produktion.
Festivalen byder også på et foredrag om Emma Gad, der i sin tid organiserede håndarbejdsfællesskaber på tværs af Danmark, Færøerne og De Vestindiske Øer for at give kvinder mulighed for at tjene deres egne penge.
STRIK – OG MEGET MERE
Selvom strik er festivalens omdrejningspunkt, er programmet bevidst sammensat, så også andre kreative teknikker får plads. Anne Kjærgaard Paulsen fortæller, at deltagerne kan prøve mange forskellige håndarbejdsformer i løbet af dagene.
– Hver dag er der workshops, som ikke nødvendigvis handler om strik.
Her kan man blandt andet arbejde med broderi, hækling, tufting og løbbinding – en gammel teknik, hvor man arbejder med tråde og snore i spiralform. Festivalen er samtidig tænkt som en oplevelse, man kan dele med venner eller familie, selvom ikke alle nødvendigvis selv strikker. Den tanke ligger bag opbygningen af programmet, fortæller Lisbeth Torp Ernst.
– Vi vil gerne have et program, hvor man kan komme som en venindegruppe, hvor ikke alle behøver at strikke. Man kan opleve noget sammen og have en hyggelig weekend.
Et eksempel på den type oplevelse er årets tur med veterantoget, hvor deltagerne kan tage håndarbejdet med på skinner. Arrangementet blev hurtigt revet væk, fortæller hun.
ET FÆLLESSKAB HELE ÅRET
Selvom festivalen er det mest synlige resultat af arbejdet i foreningen Knitting By The Sea, foregår der aktiviteter og planlægning gennem hele året. Foreningen udvikler løbende nye idéer, ofte i tæt dialog med medlemmerne. Efter sidste års festival blev der blandt andet afholdt et møde, hvor deltagerne kunne komme med forslag til fremtidige aktiviteter. Anne Kjærgaard Paulsen fortæller, at mange af årets nye tiltag udspringer af netop den proces.
– Vi havde en brainstorm om, hvad vi kunne drømme om til næste festival. Der kom mange gode idéer, som vi har arbejdet videre med.
Arbejdet med festivalen er også vokset i takt med interessen. Derfor har foreningen udvidet bestyrelsen. Lisbeth Torp Ernst fortæller, at flere hænder simpelthen var nødvendige for at løfte opgaverne.
– Vi har udvidet bestyrelsen, så vi er syv nu. Det kan vi virkelig mærke. Det er dejligt, understreger hun.
Opbakning fra byen
Garnfestivalen er efterhånden blevet en fast del af Faaborgs kulturliv, og byen bakker op om arrangementet på flere måder. Butikker pynter vinduer, flagalléen bliver sat op, og handelslivet mærker også, at der kommer mange besøgende til byen i sidste weekend i april.










