Tekst: Henrik Poulsen
Foto: Henrik Poulsen og privat

Når startskuddet lørdag den 25. april klokken 9.00 lyder i Bøjden, er det fjerde år i træk, at ultraløber Lisbeth Billeskov Hansen inviterer til sit særlige backyardløb – og i år bliver det hidtil længste.

Deltagerne kan i år løbe i op til 30 timer frem til søndag klokken 15.00, hvilket giver mulighed for at nå at løbe hele 200 kilometer.

Men selvom distancen kan virke voldsom, er konceptet bygget op, så mange flere kan være med, end man måske tror.
– Mange kan være med, fordi man “kun” skal løbe 6,7 kilometer på en time for at holde sig inde i løbet. Det betyder, at mange faktisk kan løbe meget længere, end de tror, fortæller Lisbeth Billeskov Hansen.

Backyard-formatet fungerer ved, at deltagerne sendes afsted én gang i timen på en fast rundstrækning på 6,7 kilometer. Kan man ikke nå rundt inden for en time – eller står man ikke klar ved start, når klokken ringer – så er man ude.
– Hvis man ikke har løbet runden, og står klar i boksen, når næste omgang ringes i gang efter præcis en time, så udgår man. Det er helt firkantet, forklarer hun.

Løbet har rødder i USA og bygger på idéen om at gøre det muligt for flere at gennemføre det klassiske 100 miles-løb på cirka 161 kilometer. Men i Bøjden er ambitionerne vokset år for år.

– Vi startede med at løbe i 12 timer, så blev det 15, så 24 timer sidste år – og nu er vi oppe på 30 timer og 200 kilometer, siger hun.

Sidste år gennemførte næsten ti deltagere hele døgnet, og i år håber arrangørerne, at fem til syv løbere klarer alle 30 timer – og vi taler altså om at løbe nonstop.

Det særlige ved backyardløb er ifølge Lisbeth ikke kun de ekstreme præstationer, men især de personlige sejre undervejs.
– Jeg er helt blæst bagover hver gang nogle, der måske “kun” har løbet 40 kilometer tidligere – så pludselig løber 100. Folk flytter deres grænser helt vildt, siger hun.

Løbet foregår med start og mål ved familiens hjem på Kousbækvej i Bøjden, hvor også naboer og familie er involveret i det omfattende setup med forplejning, tidtagning og praktisk hjælp.

Omkring 35-40 deltagere forventes at stille til start, men arrangementet er åbent for alle – også dem, der bare vil kigge forbi.

– Man er altid velkommen til at komme og heppe og følge med. Det er fascinerende at se, hvordan folk har deres op- og nedture undervejs, slutter Lisbeth Billeskov Hansen.