Tekst og foto: Henrik Poulsen

Der er igen aktivitet i et af værkstederne på Smedemestervej 2 i Faaborg, hvor Rune Wiese har åbnet RW Autoteknik i de lokaler, hvor Toyota Faaborg tidligere holdt til.

Efter tre år med et hobbyværksted i Espe har han nu taget springet og har gjort sin passion til levevej på fuld tid.

– Jeg startede for tre år siden i Espe. Det var mest et hobbyværksted, hvor jeg lavede de biler, jeg havde tid og lyst til. Nu har jeg taget springet, og er startet som selvstændig, fortæller Rune Wiese.

Han har gennem årene arbejdet som mekaniker flere steder – blandt andet hos Volkswagen Service Faaborg og på et Automester-værksted, mens han sideløbende har opbygget erfaring og mod på at blive selvstændig.

– Jeg har sgu aldrig været så god til at arbejde for andre, men man skal jo have mad på bordet. Nu er jeg klar til at kaste mig ud i det, og er gået all-in, forklarer Rune Wiese.

Valget af Faaborg som base er langt fra tilfældigt.
– Jeg kan godt lide Faaborg. Jeg har arbejdet hernede; jeg synes, det er en hyggelig by, og jeg har kun mødt rare mennesker, siger han.

RW Autoteknik tilbyder service og reparation af alle bilmærker – også elbiler – og værkstedet er udstyret til at klare langt de fleste opgaver. Samtidig har Rune Wiese en særlig niche inden for avanceret fejlfinding.

– Jeg har arbejdet med Mazda’er i mange år, og når andre værksteder ikke kan finde fejlen, så ringer de til mig, og så prøver jeg at løse problemet, fortæller han.

Det er dog langt fra kun Mazda’er, der bliver plads til på det nye værksted.

– Det er alle mærker, jeg laver også elbiler. Jeg kan lave det hele, understreger han.

Lokalerne på Smedemestervej har været en vigtig brik i opstarten. Her er allerede lifte og faciliteter, som ellers ville have været en stor investering.

– Jeg har brugt halvanden måned på at renovere lokalet. Vi har malet alt, lavet gulve og indrettet det hele selv. Det har været et stort arbejde, men hvis jeg ikke havde fundet et tidligere værksted og gjort til mit eget, så havde det været en alt for stor investering at kaste sig ud i, lyder det fra mekanikeren.

Indtil videre driver Rune Wiese værkstedet alene, men planen er hurtigt at få flere hænder ind.

– Drømmen er, at jeg får en til to ansatte rimelig hurtigt – helst i år. For det er hårdt at gøre det selv. Der er virkelig mange ting, man skal styre selv – både kunder, tilbud og så lave bilerne også, siger han med et smil.

– Der er også flere værkstedsafdelinger, man kan udvide med her, og jeg har allerede talt med udlejer om at lave venterum til kunderne og et kontor, men nu tager vi det stille og roligt og ser, hvad der er økonomi til, slutter han.