Tekst: Henrik Poulsen
Foto: Pressefoto
Søndag den 19. april går Kræftens Bekæmpelse igen på gaden med den årlige landsindsamling – og i Faaborg og omegn er der brug for flere hænder.
I tidsrummet klokken 10 til 14 vil indsamlere gå fra dør til dør for at samle ind til kræftsagen, men ifølge den lokale afdeling er det endnu usikkert, om der er nok frivillige til at dække hele området.
– Vi ved endnu ikke, om vi får indsamlere nok til at dække hele Faaborg og de omkringliggende byer, lyder det fra Hanne A. Madsen, der er ansvarlig for indsamlingen i Faaborg og omegn.
Derfor opfordres borgere til at melde sig som indsamlere og bruge et par timer på sagen.
– Hvis du gerne vil være indsamler og låne Kræftens Bekæmpelse dit smil et par timer, kan du melde dig via vores hjemmeside https://www.cancer.dk/frivillig/, siger hun.
Pengene fra indsamlingen går blandt andet til forskning og forebyggelse af kræft, men også til støtte og rådgivning til patienter og deres pårørende.
Kræftens Bekæmpelse håber på stor opbakning – både fra dem, der åbner døren, og dem, der vælger at gå med indsamlingsbøtten, hedder det i en pressemeddelelse.










