Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Henrik Poulsen / Privat
Det var en ulykkelig tilfældighed, der tvang Jimmi Krøyer til at vælge en ny retning i livet, da han som 27-årig traf beslutningen om, at han ville være læge. Indtil da havde han været vejen forbi adskillige jobs, herunder blikkenslager, sergent og slædefører ved Siriuspatruljen. Dette efterår kunne han endeligt, efter 14 år studier, kalde sig speciallæge i almen medicin, og i 2026 har han fået sin nyeste titel som medejer af Lægerne I Holkegade.
– Jeg har nu et arbejde i fredstid, hvor jeg ikke skal slæbe på radiatorer. Nej, nu er der i stedet fancy kaffe, hæve-sænke borde og frugtordning – alt sammen noget, vi gjorde grin med tidligere på byggepladsen. Nu er jeg selv den type. Det kan være med til at perspektivere mit virke som læge. Denne turnaround, som jeg til stadighed skal prøve at omfavne.
DEN SIMPLE MANDEVERDEN
Som knægt drømte Jimmi egentlig om at være fodboldspiller. Han havde tilmed talentet med sig og blev tilbudt prøve træning i England, men hans forældre var ikke så åbne for den idé.
– Mine forældre krævede, at jeg tog en uddannelse først. Det gav god mening at blive håndværker, for jeg er god til at bruge hænderne. Jeg ville noget, der krævede mindst muligt skole og var mindst muligt bogligt, så jeg valgte at blive blikkenslager. Så var der også mulighed for at spille fodbold ved siden af, da der var få lektier på den uddannelse.
Den unge Jimmi befandt sig godt i den mandeverden, han bl.a. oplevede på byggepladserne, og trivedes i jobbet som blikkenslager, som han betegner som en simpel mandeverden, og da det blev tid til at trække et nummer til session, håbede han på, at han ikke skulle ind og aftjene sin værnepligt.
– Det ville jeg absolut ikke. Jeg kan huske, at trak nummer 32.196, og det var et ‘måske-nummer’. Jeg kom ind og blev sendt til Sjælsmark Kaserne, hvor jeg skulle skyde med gamle kanoner, og det var lidt en fortsættelse af den simple mandeverden. Trods en indledende modstand på militæret, klarede Jimmi sig godt, og han blev derfor udtaget til at blive sergent, hvilket han takkede ja til, selvom fodbolddrømmen ikke var helt slukket. Uddannelsen foregik i Varde, men nu var han ikke længere værnepligtig, så når han fik fri, tog han hjem til Hvidovre for at spille fodbold.
Som sergent fik Jimmi ansvaret et værnepligtshold og opdagede, at han havde flair for ledelse.
– Når vi fx var ud på marchøvelser, var det mit job at råbe og få folk igennem. Jeg var nok ikke super ‘likeable’, men meget kontant. Jeg trives bedst med direkte kommunikation.
SUNDHEDSFAGLIGE OG ISKOLDE UDFORDRINGER
Efter det første hold værnepligtige var der atter bud efter Jimmis kompetencer, for nu blev han udtaget til at blive udsendt.
Udsendelsen førte ham til Kosovo, hvor han for første gang fik smag for det sundhedsfaglige område. Her blev han nemlig en del af en sundhedsfaglig afdeling, hvor han sammen med det øvrige militære personale kørte rundt i en pansret ambulance og forsøgte at holde folk i live.
Mens det sundhedsfaglige vækkede en gnist i Jimmi, så forholdt det sig omvendt med klimaet i Kosovo, hvor temperaturerne kan svinge fra minus -25 grader om natten til +35 grader om dagen.
– Det var for varmt mig, for jeg trives bedre i kulde. Så da jeg var hjemme igen, tænkte jeg over, hvordan jeg kunne udfordre mig selv mest. Jeg havde igen værnepligtshold, men søgte i december 2005 ind til Sirius. Det var meget usandsynligt, men jeg søgte alligevel.
Til optagelsesprøvens første dag lykkes det Jimmi at dukke op møgbeskidt og alt for sent, da en punktering er kommet i vejen. Som om det ikke var nok, så faldt Jimmi også helt uden for kategori, da samtlige de øvrige ansøgere viste sig at være jyder. Alligevel kastede han sig ud i tre dage med fysiske test efterfulgt af to dage med psykiske tests og samarbejdsøvelser.
– Det var fedt med udfordringer. Jeg er hverken den hurtigste eller den stærkeste, men Sirius handler om mere. Fysikken er det basale. Min udholdenhed er min styrke, ‘det koster lidt, men jeg gør det’. Det er nok en pendant til fodboldtræningen, hvor vi spillede til vi brækkede os – helt til grænsen.
Efter optagelsen ventede der kandidaterne syv måneder på et forskoleforløb, hvor ingen vidste, om de var købt eller solgt. Her skulle de tilegne sig alle de færdigheder, som kan blive afgørende for at overleve på indlandsisen, og listen var lang:
Kendskab til sprængstof, tage jagttegn, lave mad ude på isen, våbenkendskab, røgdykkercertifikat, maskinlære, medicinering, lægefagligt kendskab, lære at sy, lære at trække tænder ud, lære at køre rendegraver, lære radiokommunikation, samt kendskab til VVS-arbejde, bygninger og generatorer.
– Vi skulle også klædes på til at være flyveleder, og så er Sirius også politimyndighed deroppe. Hertil kom kortlære og alt det fysiske. Men jeg tænkte bare, ‘bring it on’.
Kortlæren var ren udenadslære, for løber man på ski med hundeslæde i Grønland, skal man kunne orientere sig for at finde de depoter med brænde og mad, der er placeret med 200 kilometers afstand. De fik udleveret kort over halvdelen af østkysten og hele den nordlige del. I alt 896 steder, som de skulle lære udenad, uden at der var nogen sammenhæng i navnene på alle byer, næs og fjorde.
Det skulle snart vise sig, at kortlæren ikke var den største udfordring, for nu skulle rekrutterne bruge en uge på at lære at fryse i det grønlandske klima.
– Vi var syv mand afsted på 10 kilometers løb, og så fik vi pause. Her blev vi efterladt uden al vores oppakning, vi havde bare dét, vi stod i, og der var minus 46 grader. Så var det bare ‘bevæg dig, bevæg dig, bevæg dig’. Vi proppede kvas ind på kroppen, og rykkede tæt sammen – helt tæt på bålet. Om natten lå vi i lag ovenpå hinanden og roterede, så vi skiftevis lå nederst, og vi måtte bytte rundt, når vi rystede for meget.
Kuldetilvænningen blev afsluttet med endnu en udfordring: løb 120 kilometer, og kom i mål på under 20 timer.
EN ULYKKE I DET KOLDE NORD
Jimmi klarede sig gennem nåleøjet og blev udvalgt til at komme afsted sammen med seks andre. Uden de store overvejelser, takkede han ja.
– Man binder sig for toethalvt år uden at komme hjem. Det var nok ikke helt gennemtænkt, for jeg var midt i tyverne, og derhjemme var der både fester og damer. Men jeg var stolt over at blive udvalgt.
Som slædefører løber man gerne 8-10 timer dagligt på langrendsski, da det er den eneste transportmulighed deroppe. Opgaverne tæller bl.a. ture til fangstmandsdepoterne, og det var under netop sådan en opgave, at den livsændrende ulykke indtraf.
– Jeg skulle håndtere en kasse på 40 kilo med hundemad oppe på en stige. Jeg mistede balancen og landede på dørtrin. Jeg troede, det var en fiber, for smerten trak ned i benet. Det var også meget ømt, når vi løb, men vi havde 600 kilometer hjem, og jeg var ældstemand og måtte derfor vise vejen. ‘Vi skal hjem, så længe vandet er stift,’ plejede vi at sige, og jeg var vant til ømhed og smerte.
Efter afsluttet eventyr på Grønland var det egentlig Jimmis plan at komme videre til Afghanistan som støtte til de danske soldater, men en scanning af lænden viste en discusprolaps, og så var det slut med at være operationel soldat.
Men der skal åbenbart mere til at slå en mentalt toptunet slædefører ud af kurs, og Jimmi satte sig lynhurtigt nye mål.
– Jeg sluttede i forsvaret om fredagen, og om mandag startede jeg, som nu 27-årig, på HF. Jeg havde en klar plan, jeg havde syet og givet medicin og skulle have noget, der duftede af det samme, så det måtte være læge. Men, åh nej, så skulle jeg igen i skole, men tænkte: ‘seks år, det går nok’. Jeg skulle tilmed have 11,3 i snit, men jeg havde jo erfaring med at lære udenad, så bare kom an.
Da snittet på 11,3 var i hus, kunne Jimmi begynde at læse medicin på Københavns Universitet.
VALG AF SPECIALE
Som nyuddannet læge, kan man blive kastet lidt rundt i manegen, og Jimmi landede på mavetarmkirurgisk afdeling A i Svendborg, og han tænkte, at kirurg ville være et fedt job. Han og familien rykkede op ved rode og flyttede fra Brønshøj til Faaborg, hvor han tog fuldtidsarbejde på adfeling A med planer om både en introstilling og en phd.
– Det blev af flere grunde ikke en mulighed alligevel, så gennem et vikarbureau tog jeg i september 2019 til Norge som praktiserende læge, og blev en rigtig familielæge. Omstændigheder deroppe betød, at jeg blev fungerende kommuneoverlæge og skulle stå for alt, både praktiske ting, akutte ting, lægevagter osv. Jeg var PÅ!
Trods nogle sproglige udfordringer, gav jobbet ham en oplevelse af, at det var fedt at være læge og kunne det hele, ikke blot en knæoperation. Han fik også lov at opleve dét at være læge i et lokalsamfund, hvilket også var en øjenåbner.
Efter 1 år rejste familien retur, og Jimmi søgte hoveduddannelse i Ørbæk som en mere landlig læge, og udlængslen, der altid har siddet i ham, kunne få frit løb i ferietid, hvor der var mulighed for at komme ud og være læge andre steder.
– Vi har som familie holdt ferie i bl.a. Grønland, Nørre Nebel, Skagen og Thyborøn. Her har jeg så arbejdet som læge imens, og det har givet mig perspektiver på det at være læge. Det er også en livsstil at være udfarende, og det er fedt med oplevelser med familien. Faktisk spørger ungerne ofte, hvornår vi skal noget igen.
I den afsluttende fase af hoveduddannelsen tilbragte Jimmi et år i Holkegade som uddannelseslæge, og da han i oktober sidste år, efter 14 år, endeligt kunne kalde sig speciallæge i almen medicin, skulle han pludseligt tage stilling til, om han ville være en del af et lokalt lægehus, da han blev tilbud medejerskab af klinikken Lægerne I Holkegade.
– Det var lidt held i uheld, for jeg havde jo set stedet an i en turbulent tid med ombygning mm. Men jeg vidste, at der var gode kolleger, en god dynamik og en god gejst. Det var også arbejde som lokalt praktiserende læge, som jeg gerne ville. Det giver mig også mulighed for at lave noget af det andet, som jeg gerne vil, fx at undervise og køre lægevagter. Så jeg takkede ja.
I Holkegade håber Jimmi at kunne bidrage med et frisk syn på tingene, og han ser frem til at møde sine patienter med netop den blandede baggrund, han er rundet af.
– Det er vigtigt for mig at huske, at jeg er akademiker nu, men at jeg har en baggrund i et miljø, hvor man kalder tingene for dét, de er. En meget ligefrem tone. Jeg har lært, hvornår det er ok med åbenhed og den grove humor. Jeg er kommet igennem meget med humor, og har lært, at det ikke nytter noget at være sur og tvær.
