Tekst: Henrik Poulsen
Foto: Pressefoto
Emil Midé Erichsen som mange kender fra utallige tv-udsendelser kommer på besøg i i Helios Biograf & Kulturhus den 8. april.
Men det er ikke kun fortællingen om lange sejladser og fjerne kyster, publikum kan se frem til. Det bliver i lige så høj grad en personlig rejse ind i de tanker og valg, der følger med livet som eventyrer, familiefar og menneske.
Foredraget har titlen “En søgen efter eventyr”, og her tager han publikum med fra ungdommens store drømme til en nutid, hvor eventyret stadig lever – midt i hverdagen med børn, ansvar og forpligtelser.
– Den virkelige rejse – den der for alvor betyder noget – foregår inde i knolden, siger Emil Midé Erichsen.
Mange vil kende ham fra det populære tv-program Kurs mod fjerne kyster, hvor han sammen med sin bror drog ud på en tre år lang jordomsejling. Siden har han holdt hundredvis af foredrag, udforsket Arktis på ski og senest sejlet med sin egen familie mod Caribien.
Men det er ikke kun de ydre eventyr, der er i fokus denne aften.
Han fortæller om de tanker, der opstår, når horisonten bliver uendelig.
– Når jeg vender mig mod havet og i stedet kigger indad, er det med håbet om at finde svar på nogle af de spørgsmål om familieliv, fællesskab, drømme og eventyr, som jeg tumler med.
Ifølge arrangørerne er netop kombinationen af det eventyrlige og det genkendelige noget af det, der gør foredraget særligt, skriver Helios Teatret i en pressemeddelelse.
Bag arrangementet står lokale kræfter i form af Træskibsforeningen, Faaborg Sejlklub og Helios, som sammen har inviteret den erfarne fortæller til byen.
Billetsalget er startet på heliosbio.dk










