Tekst: Pernille Pedersen
Henrik Poulsen / Privat
Ida Brinch har altid været omgivet af musik, og selv har hun valgt trompeten som sit instrument. Med en stor interesse for børnemusik, forsøger hun nu at give glæde ved musik videre til de næste generationer, og så har hun netop udgivet sin anden udgivelse med børnesange, hun selv har skrevet.
MUSIK IND MED MODERMÆLKEN
Da Foreningen Musikgården på Fritsdalvej havde sin storhedstid, deltog mere end 100 elever i musikundervisning. Én af de særlige ting ved stedet var, at eleverne ofte blev undervist af nogle af de lidt ældre børn, de såkaldte ‘ungervisere’.
Sådan en ‘ungerviser’ var Ida Brinch allerede som 18-årig, for hun er vokset op i et musikalsk hjem, hvor der altid blevet spillet musik, for det var hendes forældre, der drev Musikgården.
Hendes far, Nick, spiller saxofon, mens hendes mor, Stine, er konservatorieuddannet indenfor kor og trompet, og hver aften ved sengetid, kunne Ida og hen des søskende frit vælge musik fra en mappe med sange.
– Musik har altid været en del af mit liv, uden at jeg tænkte over det. Min morfar var glad for trompeten og gav mig en, da jeg fyldte ni år. Det var meget sjovt, syntes jeg. Men jeg fik min mor som lærer, og det var ikke så sjovt. Faktisk total nederen, men min veninde startede også, og så fandt jeg et fællesskab i musikken. Det var ligesom om det lyste noget op for mig. Jeg har vist et musikalsk øre, og kan spille de fleste musikinstrumenter.
TILVALG AF TROMPETEN
Den unge trompetist øvede sig flittigt, men da hun i niende klasse fik bøjle på tænderne, måtte hun vælge et nyt instrument, og hendes interesse faldt på elbassen.
– På bas får man en ny rolle i musikken. Det er en helt anden lyd, og man får en anden placering i orkestret. Det åbnede mine ører for noget andet i musikken.
Hun tog tiende klasse på Musikefterskolen i Humble, hvor hun kastede sig over både elbas og trompet, men så snart bøjlen kom af, gik hun all in på trompet. Efterskoleopholdet bød på nogle fede, musikalske oplevelser for den unge trompetist. Hun spillede fx koncert på Store Vega, hvor hun var en del af skolens store fælleskor, og spillede også, sammen med sin musiklinje ‘Folk & World´, bas med musikeren Esben Just.
Interessen for musik fik Ida til at vælge at tage sin ungdomsuddannelse på den kreative HF FLOW i Odense. Her skal de studerende vælge deres hovedinstrument, og for Ida blev det uden tvivl trompeten. Nu ventede der hende tre år med musikalske erfaringer og oplevelser. Gennem uddannelsen får de studerende rig mulighed for at prøve sceneoptrædender, så de kan mærke efter, om det med at stå på en scene er noget, de kan lide.
På det tredje år på HF FLOW søgte Ida ind på musikalsk grundkursus (MGK), som er en form for treårig talentlinje for ambitiøse musikere.
– Jeg kom ind i 2016, og det var et noget højere niveau, hvor størstedelen havde en drøm om at komme ind på konservatoriet. Jeg tænkte bare, ‘men de er jo vanvittigt dygtige’.
UDDANNET MUSIKER
Til dette interview har vi placeret os i den ende af den tidligere musikskole, der nu huser Ida og hendes familie. For da de i 2024 ville flytte ud af deres lejlighed i Odense, spurgte Idas forældre opmuntrende, om de ikke bare flyttede ind hos dem, der var jo plads nok.
Ida og hendes kæreste, Magnus, der også er musiker, takkede ja og flyttede ind, for de øjnede mulighed for at træde lidt ud af hamsterhjulet.
– Vi lever et meget bæredygtigt liv ved at bo med mine forældre. Vi har små udgifter, så vi kan vælge at at gøre de musikting, der er sjove. Det er meget federe, og samtidigt har vi mere tid til samvær med børnene, mens de er små, og så er mine forældre gode til at hjælpe.
Ida fortæller videre om sin vej mod at blive professionel musiker, hvor hun allerede på sit andet år på MGK søger ind på konservatoriet. Efter en veloverstået spilleprøve og hørelæreprøve og et par måneders ventetid bliver hun i 2018 optaget på rytmisk linje på Syddansk Musikkonservatorie i Odense.
– Uddannelsen er en treårig bachelor i rytmisk musik, hvor man lærer at blive musiker, skrive musik og undervise i musik. Den skal afsluttes med bachelorkoncert, men for mit vedkommende nåede jeg lige at afholde en barsel, før jeg afsluttede studiet i juni 22.
FOKUS PÅ BØRNEMUSIK
Efter de mange års studier trængte Ida til en pause fra at lære noget, og samtidigt var hun også blevet gravid igen.
– Så havde jeg tid til at rydde op i mine gamle papirer, og her finder jeg en node og tekst fra et efterskoleprojekt fra 2013, hvor jeg havde lavet børnemusik til en koncert for Humble børnehave. Jeg skriver selv børnemusik, og det gav mig den første drivkraft til at skrive tekster og lave koncertformater til børn.
Når hun kigger tilbage, kan Ida godt se den tidlige interesse for at skabe børnemusik som en rød tråd gennem hendes uddannelser og projekter. Da hun i 2018 bliver spurgt, om hun vil deltage med en børnekoncert på Heartland-festivalens børneområdet, Hjerteland, takkede hun ja på vegne af et band, bestående af venner fra musikkonservatoriet.
– Vi spillede børnesange som Pippi Langstrømpe og Bim Bam Busse, og da de spurgte, hvad vores bandnavn var, og en lille pige foreslog Haletudserne, så gik vi med det.
Da bandet Haletudserne atter deltog på Heartland-festivalen året efter, var det med deres egne musiknumre, som Ida selv havde skrevet.
Senere samme år blev Haletudserne booket til at spille en koncert på Kulturøen i Middelfart, hvor en repræsentant for ‘Jazz i trekanten’ nominerede bandet til Danish Music Award i kategorien ‘Årets Børnejazznavn’.
– Det var lige efter, vi havde spillet vores allerførste koncert udenfor Heartland, så det var en megastor anerkendelse.
De følgende år spiller bandet koncerter for børn og deres familier rundt omkring i hele Danmark, og det er Ida, der som freelancemusiker står for at planlægge, booke og prissætte koncerterne.
– De syv bandmedlemmer kommer fra hele landet, og økonomien skal hænge sammen, vi vil ikke spille for rugbrødsmadder.
I 2022 udgav bandet en EP med titlen ‘Haletudserne’, (som kan findes på alle streamingstjenester), hvor Ida også har skrevet musikken. Denne udgivelse sikrede hende året efter en fornem statuette for ‘Årets komponist indenfor børnemusik i 2023’.
– Overrækkelsen skete faktisk lige ugen før, jeg havde termin med vores andet barn, kan jeg huske. Det var rart at blive anerkendt, for jeg elsker at skrive musik til de helt små, kvalitetsmusik, der kan skabe en dejlig stund for forældre og børn.
25
MUSIK TIL FAABORGS YNGSTE
Da familien var faldet på plads i Faaborg, kunne Ida mærke, at hun havde lyst til at gøre noget for og i byen. Hun ville gerne være med til at gøre musik tilgængeligt for flere børn, da hun har en idé om, at mange ellers ikke bliver præsenteret for det.
– Jeg havde lyst til at præsentere børn for instrumenter. Børn skal da høre rigtige instrumenter. Fx trækbasunen, der laver sådan en sjov lyd. Vi fødes alle med musikalitet, og den skal fodres for at bevares. Musik er magi.
I maj sidste år afholdte Ida således fire koncerter med kulturstøtte fra FMK, hvor børn fra både Øhavsskolen, Sundbrinken, Toftegården, Svanninge Børnehave og Ringgårdens Børnehave, samt børn fra dagplejere og hjemmepassede børn kom til koncert med musik, Ida selv har skrevet.
– Børn har ikke dannet holdninger til, hvad de kan lide. De er åbne, når de går ind til en koncert. Så derfor skriver jeg også udfordrende musikstykker, når jeg skriver til børn. Det allerbedste er, hvis der efter en koncert er børn, som kommer op og ser og hører fx en trompet eller et andet instrument. Vi har både trompet, træk-basun, saxofon, fløjte, klarinet, kontrabas, elguitar, trommer og vokal. Hele paletten. Det er derfor, jeg holder meget af at komme ud med hele bandet.
Denne februar tager Ida på en vinter-jazz-turné med fem koncerter med Haletudserne, hvor hun atter glæder sig til at spille for en masse glade børn, der måske er til deres livs første koncert, eller ser en klarinet for første gang.
Når Ida henter sine børn i institutionen, hvor hun gav koncert sidste år, så er det tydeligt, at koncerten har gjort et indtryk.
– Dét er det fede – jeg ved, det har virket, for de kan stadig huske særligt én af sangene. Når jeg kommer efter mine børn i børnehaven, siger de, ‘det er dig, der sang den med ballademageren’, eller ‘det er dig med trompeten’.
I hjemmet på Musikgården er musik og instrumenter meget tilgængelige for Idas egne børn, Ebbe på fire og Yrsa på to. På gulvet i opholdsstuen står et trommesæt, som især Ebbe har fanget interesse for, på væggen hænger både guitar, bas og ukulele, mens der på sofabordet ligget en trompet til fri afbenyttelse. I det ene hjørne står et klaver, som Yrsa holder af at spille på, mens hun synger til.
Med Idas erfaring fra egen barndom, egne børn og de mange børnekoncerter, har hun to gode råd til alle forældre:
• Lad instrumenter være tilgængelige.
• Børn skal ikke kun høre børnemusik, men alt muligt musik.
Du kan se og høre mere om Ida på hendes Instagramprofil ida._.brinch eller finde hende på Facebook. Du kan også følge med direkte på Haletudsernes profil haletudserne_band.












