Tekst: Henrik Poulsen
Foto: Henrik Poulsen og pressefoto
Den 30. maj venter en stor gratis koncertdag for hele familien i Haastrup.
Det er 10 år siden, at der sidst var Open Haastrup på sportspladsen i landsbyen, der samlede i nærheden af 2500 mennesker, og nu inviterer haastrupperne igen hele området til fest.
– Jeg synes, at vi havde en fantastisk dag for 10 år siden, så jeg tænkte, skal vi ikke gøre det igen i jubilæumsåret, fortæller købmand Anne Gregersen, der er en af initiativtagerne til koncertdagen.
Der venter et program fra kl. 14 til 00 for hele familien, der blandt andet byder på Hr. Skæg, På Slaget 12 og Seebach Tribute bandet Under Stjernerne.
– Ud over de etablerede navne så bliver der også musik fra friskolens elever, ligesom vi har hyret nogle virkelig dygtige unge gutter, der spiller country, og kalder sig Rødt Hø, forklarer Anne Gregersen.
Koncertpladsen kommer til at byde på meget mere end musik, da der også er bestilt to store hoppeborge. Forsamlingshusets madvogn vil stille sulten sammen med en pandekagecykel, en slikbod og selvfølgelig bliver der også kolde fadøl, sodavand og lignende.
– Håbet er, at vi kan samle 1000 mennesker til arrangementet, og vi er allerede 100 frivillige, der har aftalt, at vi tager 10 med hver, så er det jo klaret, smiler den energiske købmand, der håber, at skabe en ny tradition i Haastrup.
– Ja, der behøver jo ikke gå 10 år igen, inden vi kan holde en stor gratis koncert. Om det bliver hvert år, det er ikke sikkert, men vi har i arrangørgruppen talt om at gøre det oftere. Vi vil forsøge at spare lidt penge sammen, så vi ikke skal være så afhængige af sponsorer, siger hun.
Kræfterne bag årets koncert tæller blandt andet Haastrup Idrætsforening, forsamlingshuset, skolen og foreningen Storm. Økonomien kommer blandt andet fra DTE og Stampemøllen, der hjælper med udgifterne til musikken.
– Jeg vil gerne understrege, at det her ikke er tænkt som et arrangement kun for haastruppere. Vi håber virkelig, at rigtig mange vil komme hertil fra hele området for at hygge sig, slutter Anne Gregersen.










