Tekst: Mette Marie Elmelund
Foto: Jørn Ungstrup
Det er lørdag eftermiddag i kantinen på Faaborg Byskole. Midt i rummet står en blå stol. Den skal jeg sidde på. Et par meter foran mig sidder seks lokale kunstnere placeret i en halvmåne. De har hver deres staffeli, papir eller lærred og materialer klar.
Jeg har sagt ja tak til at sidde model hos Portræt gruppen i Faaborg i forbindelse med gruppens 20 års jubilæum, som blev markeret den 6. januar i år. Portrætgruppen blev stiftet af portrætmaler Carsten Groa og gruppen har siden starten mødtes én gang om ugen fra september til april.
Konceptet er enkelt: Lokale kunstnere maler eller tegner en levende model over to timer. Når tiden er gået, må modellen vælge ét af portrætterne og tage det med hjem. Helt gratis. Da portrætgruppen startede for 20 år siden, var den første model en ung kvindelig journalist fra Amtsavisen, fortæller Carsten. Hun sad og skrev om oplevelsen undervejs. På den måde gentager historien sig en smule denne lørdag, hvor jeg nu sidder her, i midten af rummet, klar til at blive portrætteret.
”SIDDER DU PÅ DEN MÅDE, DU VIL?”
Sådan bliver jeg spurgt, da jeg har sat mig på stolen.
– Ja, svarer jeg, velvidende at jeg vist aldrig har siddet helt stille på samme måde i to timer før. Klokken er 13. Nu begynder det. Seks personer sidder og kigger på mig. Der bliver stille i rummet. Jeg mærker dyb koncentration.
– Det er jo en helt anden vinkel, end vi plejer at male, hører jeg Grethe sige.
– Det er dejligt, tilføjer Carsten.
Mine tanker kører rundt. Hvad nu hvis min pande klør? Ser jeg mon sur ud? Eller træt? Er der mon farver på deres billeder? Bevæger jeg mig for meget?
Jeg kan høre, at hurtige streger bliver tegnet på papiret. Store linjer, forestiller jeg mig.
Det er en kold novemberdag. Stilheden er massiv. Kun fotografen bevæger sig rundt i rummet – det kan jeg lige ane i øjenkrogen. Et sted pusles der med materialer. Farver, gætter jeg på. Så begynder min fod at sove. Jeg har sat mig med benene over kors, og jeg kan mærke en prikken brede sig. Heldigvis er der snart pause, tænker jeg og smiler.
– Du skal lige rette dig lidt til venstre, guider en stemme mig kærligt.
FØRSTE PAUSE
I pausen er der tid til at rejse sig, strække benene og få en kop kaffe. Jeg benytter øjeblikket til at stille Carsten nogle af de spørgsmål, der har meldt sig, mens jeg har siddet stille og kigget ned i min notesblok. Jeg vil gerne høre lidt om hans proces, når han begynder et portræt.
– Det starter med streger, ikke detaljer, men proportioner. Højden og bredden skal bestemmes, og hvor de forskellige dele skal placeres. Derefter lægger jeg skygger ind.
De mørke farver først og så langsomt et tyndt lag af lysere farver ovenpå. Det hele er meget løst og fleksibelt i begyndelsen, fortæller Carsten Groa.
Mange modeller bliver ifølge Carsten overraskede over, hvor behageligt det er at sidde model, og over, at de gerne må snakke. Faktisk ser han helst, at man taler. Når man taler, holder man munden i bevægelse og falder ikke ind i sig selv og kommer til at se sur ud. Jeg spørger, hvad der er det sværeste ved at male portrætter.
– Det er at få fat i personen. Indimellem oplever man mennesker, der er umulige at få fat i. Ikke fordi de er uvenlige, men fordi de lukker sig ind i sig selv, siger Carsten Groa.
Han fortæller, at han oplevede det, da han i 2018 deltog i tv-programmet Danmarks bedste portrætmaler og skulle male Bodil Jørgensen. Han havde forventet, at hun ville være en god model, men oplevede hende som indelukket og svær at fange i situationen.
Jeg spørger, om det er sværere at male mig, når jeg kigger ned, end når modeller normalt kigger frem mod et fikspunkt.
– Nej. Det svære ved at tegne og male er ikke vinklen, men at man skal se, og ikke bare kigge, siger Carsten Groa.
AT TALE, MENS MAN BLIVER SET
Klokken er 13.35, og vi går i gang igen. Carsten har fortalt mig, at det er godt, når modellen taler, så jeg forsøger at fortælle lidt og stille spørgsmål. Jeg skal virkelig huske ikke at flytte hovedet og kigge op, når vi taler, som jeg naturligvis ellers ville have gjort.
Jeg spørger ind til forskellen på at male børn og voksne. Der er stor forskel, fortæller de mig. Både proportionelt og fordi børn kan have svært ved at sidde stille, men de kan godt lide en udfordring, fortæller de mig. Jeg mærker tydeligt, at de maler og tegner, fordi de godt kan lide det og fordi de ikke kan lade være.
Tidligere blev portræt-eftermiddagene brugt i gymnastiksalen ved Byskolen, men kulden og lyset gjorde det upraktisk. Nu sidder de i kantinen. Et mindre rum, men med plads til stole, kaffe og de medbragte lamper, som giver det rette lys på modellen og på staffelierne. Da jeg spørger gruppen ind til, hvorfor de er med i portrætgruppen, er svaret enkelt:
Det er hyggeligt. Og fordi man her maler levende modeller – ikke ud fra fotografier. Og så er det rart at mødes med andre, der deler samme interesse.
NÅR TIDEN LØBER
Efter endnu en pause er vi i gang igen. Snakken falder på kunst og lokale kunstnere. Jeg spørger Carsten, hvor for han tror, at portrætgruppen har holdt i 20 år.
– Fordi dem, der er med, er meget optaget af det, de laver, svarer han.
– Og fordi det er sjovt. Hver gang et nyt menneske sætter sig i stolen, følger nye fortællinger med, hører jeg en anden sige.
Vi er gået fra en dyb koncentration i rummet fyldt af tavshed til hyggesnak. Tiden er snart ved at løbe op. Kunstnerne sidder og lægger sidste hånd på deres værker med forskellige farver, kul, blyanter. De har hver deres stil og hver deres måde at male på.
Det er svært ikke at kigge op. Jeg er efterhånden også ved at være godt nysgerrig efter at se resultaterne. Hvad har de mon fanget? Synes jeg mon, det ligner?
“Så er der 10 minutter tilbage”, lyder det fra Carsten. Nogle pusler med de sidste detaljer, andre begynder så småt at pakke redskaberne væk.
Tiden er virkelig gået hurtigt. Både for dem, fortæller de, og for mig. Det har været en både hyggelig og behagelig oplevelse.
Da de sidste minutter er gået, og pensler og blyanter lægges fra sig, bliver portrætterne stillet op på den hvide væg bag mig. Det er første gang, jeg ser dem samlet. Seks forskellige portrætter og seks forskellige fortolkninger. Det er svært at vælge. Nogle billeder er mere realistiske, andre mere løse og fortolkende. Til sidst falder valget på portrættet, som Grethe Tingkær har malet på det brune papir. Der er noget i udtrykket, der føles genkendeligt.
Portrætgruppen pakker sammen, snakken går igen, og kaffen er drukket. For mit vedkommende slutter det her. Men for gruppen fortsætter arbejdet. Med nye modeller, nye ansigter og nye fortællinger. Præcis som de har gjort det i 20 år.
PORTRÆTGRUPPEN I FAABORG
Portrætgruppen i Faaborg blev startet i 2005 af portrætmaler Carsten Groa.
Gruppen mødes én gang om ugen fra september til april og består af lokale kunstnere, der maler eller tegner levende modeller.
En portrætsession varer to timer inklusive pauser, og modellen må efterfølgende vælge ét portræt og tage det med hjem – helt gratis.
Både kunstnere og modeller er velkomne. Ønsker man at sidde model eller male med i portrætgruppen, kan man kontakte Carsten Groa på tlf.: 21531450.
