Tekst: Mette Marie Elmelund
Foto: Mads Holdgaard
Når et menneske dør, er Janne Raun ofte blandt de første, der bliver ringet op. Som bedemand møder hun familier i det øjeblik, hvor tiden står stille, og sorgen eller chokket fylder det hele. Her tager hun de pårørende kærligt i hånden og hjælper dem gennem alt det, der følger, når livet slutter. I Faaborgs kirker og hjem har hun gennem årene stået midt i de øjeblikke, hvor livet og døden mødes.
Vi møder bedemand Janne Raun i Faaborg Kirke til en samtale om døden – for den skal vi turde tale om, mener hun.
FRA SOCIALPÆDAGOG TIL BEDEMAND
“For mange år siden døde min egen datter, min førstefødte, og der blev jeg mødt af en mur af tavshed. Folk turde ikke at tale med mig, og de gik over på den anden side af vejen, når de mødte mig. I dag ved jeg jo godt, at det er fordi, de var bange for deres egne følelser, men det ramte mig så hårdt dengang”, fortæller Janne Raun.
Oplevelsen satte noget i gang. Ikke fordi hun dengang tænkte, at hun skulle være bedemand, men fordi hun blev bevidst om, hvor svært vi har ved at tale om sorg og om døden. Og om hvor ensom man kan blive, når omgivelserne tier.
Janne har altid gerne ville stå i spidsen for at få den slags planer skrevet ned, ligesom hun har været på kurser som medarbejder ved bl.a. Kræftens Bekæmpelse, hvor hun er blevet bedre rustet fagligt til, hvor dan man kan tage sig af de kriser, der rammer.
– Vi er nødt til at snakke om det, og vi er nødt til at forholde os til det, for vi skal allesammen ned og ligge i den kiste engang, siger Janne Raun.
Generelt kan Janne godt adskille sine egne følelser fra andres, og ikke tage andres sorg med sig hjem.
– Men jeg er også bare Janne og også bare et menneske. Jeg havde en begravelse med et lille barn, og der kan jeg godt blive ramt og blive ked af det, for det er bare ikke fair. Det kan jeg godt sige til familierne, siger Janne Raun.
DEN SVÆRE SAMTALE
Mange har svært ved at tale om døden, før den indtræffer. Ifølge Janne handler det ofte om, at døden bliver mere virkelig, når man sætter ord på den.
– Så ved man, at så er det slut. For nogle er det meget naturligt at snakke om døden, og for andre er det meget svært. Hvad skal jeg, når jeg er død? For mange er det lidt diffust. Når jeg er til samtale ved en familie, så lægger jeg altid “Min sidste vilje” frem og siger at nu er døden her, så nu er tiden til at tale om, hvordan jeres egen død skal være, fortæller Janne Raun.
Man kan udfylde Min sidste vilje på nettet med NemID, og her kan man også altid gå ind og redigere i den. På den måde kan bedemanden tilgå dokumentet, og det bliver ikke væk i en tilfældig bunke papirer et sted i huset.
Som bedemand har Janne mange roller. Hun hjælper med papirarbejdet, forklarer forskellen på bisættelse og begravelse og guider familierne gennem de mange valg, der skal træffes, ofte i en tid, hvor overskuddet er lille.
– Det jeg oplever, at pårørende er mest usikre på, når et dødsfald sker, er egne følelser. For nogle er det svært med døden. Der er kommet et populært ord i dag, der hedder ventesorg. Og ventesorg kan være en god ting fordi det er en proces, hvor du kan forberede rigtig mange ting. For andre kommer døden pludseligt og der kan opstå et kæmpe chok. Man skal tage stilling til rigtig mange ting, siger Janne Raun.
– Man skal have overskud, når nogen dør, og det kan være svært, hvis man står og skal tage alle de beslutninger så pludseligt. Hvis en bedstefar er død, så sidder der en datter som er ked af det fordi hendes far er død, og hun skal også tage stilling til sine børn der er kede af det fordi bedstefar er død, så man skal rumme mange følelser, og det kan være svært at have overskuddet i at være alle steder, og stadig give sig selv tilladelse til at være ked af det, uden at skulle være den lavpraktiske med kasketten på hele tiden, siger Janne Raun.
Noget, hun oplever, mange ikke har tænkt over, når en af deres nærmeste dør, er de mange praktiske og personlige valg, der pludselig skal træffes. For eksempel om der skal indrykkes en dødsannonce i avisen, hvad der i givet fald skal stå i den, hvilket tøj afdøde skal have på, og om de pårørende selv ønsker at deltage i at klæde den afdøde på.
Ved at skrive ned, hvilke ønsker man har for sin egen død, så tager man noget af det kaotiske fra sine efterladte, og gør det så nemt som muligt for dem i en hektisk og sorgfyldt periode.
– Jeg havde for nylig en samtale med en familie, hvor afdøde var en ældre herre på over 80 år, og han havde udfyldt “Min sidste vilje” meget udførligt, og familien jeg talte med, sad og havde overskud. De skulle ikke tage stilling til noget. Han havde endda lavet en tegning over, hvor kisten skulle stå og med navne ud fra alle håndtag over hvem, der skulle bære den. Salmer, tøj, alt havde han skrevet ned. Det var en lettelse for familien. Der var plads til smil og latter indimellem sorgen, og de kunne smile af at “ej, det havde far også tænkt på”, fortæller Janne Raun.
NÅR DØDEN INDTRÆFFER
Når et menneske dør, er der sjældent noget, der haster. Tværtimod. Ifølge Janne er det første og vigtigste at sætte sig ned og være i det, der er sket. Sætte sig ned, tænde et lys og åbne vinduet, så sjælen kan flyve ud.
– Døden kan også rumme noget smukt, synes jeg. Hvis man formår at være nærværende og sætte pris på samværet med dem, der er omkring én, siger Janne Raun.
Ved et dødsfald i hjemmet skal en læge komme og lave en dødsattest. Herefter kan man kontakte en bedemand, som hjælper familien videre i forløbet, i et tempo, hvor der er plads til både sorg, stilhed og åndedræt.
– Nogle gange kan jeg høre i telefonen, at det er svært for folk overhovedet at få ordene sagt. Så hjælper jeg dem først med at trække vejret og finde ro, inden vi taler videre. Det er helt okay, siger Janne Raun.
EN PERSONLIG AFSKED
Janne oplever, at mange familier finder trøst i at gøre afskeden personlig. Nogle vil gerne være med til at klæde afdøde på. Andre lægger billeder, breve eller personlige genstande i kisten. Nogle maler på kisten eller urnen. Hun mener generelt, at det er godt for de efterladte at se den døde – også for børnene.
– Børns fantasi kan være langt værre end virkeligheden. Når de ser afdøde, bliver døden mere virkelig og mindre farlig, siger Janne Raun.
Der kan dog være situationer, hvor hun vurderer, at det ikke er hensigtsmæssigt, hvis afdøde har ændret sig meget fysisk. I de tilfælde forklarer hun altid hvorfor, så de pårørende ikke efterlades med bekymrende forestillinger.
En bedemand arbejder tæt sammen med præsten. Præstens opgave er at tale med familien om, hvem afdøde var, og at forberede talen og salmerne. Bedemandens rolle er at tage sig af alt det praktiske rundt om dødsfaldet: kiste, krematorium, datoer og koordinering med de mange samarbejdspartnere.
– Vi taler jo begge med de pårørende, bare på hver vores måde, siger Janne Raun.
EN OPSPARING TIL EGEN BEGRAVELSE
Udover Min sidste vilje opfordrer Janne til, at man overvejer en begravelsesopsparing, der går uden om boet og kan bruges til at dække udgifter som bedemand, kirkegård, blomster og samvær efter ceremonien. Eventuelle overskydende midler går til velgørende formål som Danske Hospitalsklovne eller Landsforeningen for spædbarnsdød.
– På den måde bliver pengene ikke spildt, og de pårørende slipper for endnu en bekymring, fortæller Janne Raun.
For Janne handler arbejdet som bedemand i sidste ende om omsorg.
– Min omsorg for mennesker har jeg taget med mig ind i mit arbejde som bedemand, siger Janne Raun.
