Tekst: Henrik Poulsen
Foto: Jørn Ungstrup

Fredag eftermiddag var der liv i den gamle stationsbygning i Korinth, hvor Sydfyns Modeljernbaneklub 87 bød indenfor til en særlig præsentation.

Her kunne de fremmødte opleve modelbygger Svend Poulsens nyeste værk – en imponerende detaljeret udgave af Brahetrolleborg Slot opført i målestoksforholdet 1:87.

Den pensionerede elektriker fra Ringe har gennem flere år gjort sig bemærket med sine minutiøse gengivelser af lokale bygninger, hvor præcision og historisk troværdighed er i højsædet.

Blandt gæsterne var også godsejer Catharina Reventlow-Mourier fra Brahetrolleborg, som udtrykte stor begejstring for modellen af hendes slot. Hun benyttede samtidig lejligheden til at fortælle om slottets historie og betydning.

Modellen får nu en fast plads hos Sydfyns Modeljernbaneklub 87, der siden 2019 har haft til huse på Korinth Station.

Her indgår Brahetrolleborg i en voksende samling af Svend Poulsens værker, som også tæller blandt andet Klokketårnet, Korinth Kro og flere stationer fra strækningen mellem Faaborg og Korinth.