Tekst: Henrik Poulsen
Foto: Pressefoto
Har du endnu ikke sikret sig sin billet til Avernax, er der nu endnu mere grund til at få den i hus. Sommerens festival bliver nemlig sidste chance for at opleve den populære vandkantsfestival i sin nuværende form, fortæller arrangørerne mandag morgen i en pressemeddelelse.
Første Avernax Festival så dagens lys i 2017, og bortset fra pause i to nedlukkede corona-sæsoner, har alle festivaler været afviklet med stor glæde og taknemlighed fra både arrangører og gæster.
Nu lakker en æra mod enden, for Avernax 2026 bliver sidste festival i det nuværende format. Arrangørgruppens plan er at holde pause i 2027 og genoverveje fremtiden for Avernax.
– Vi har brug for at retænke formatet, for at det kan blive ved med at være bæredygtigt for os, som er frivillige kræfter bag det. Vi har drevet festival i mange år nu, og scenen har udviklet sig, så billetterne ikke sælger sig selv på samme måde, som de gjorde tidligere. Det kræver flere kræfter, og nu har vi brug for at finde en form, hvor vi stadig kan være legende, siger Mikkel Mortensen.
– Beslutningen om Avernax’ ændrede fremtid har ikke været let at tage, for Avernax lever så meget i hjertet på os alle. Men nu vil vi give os selv lov og tid til at ryste posen, og måske kan Avernax fremover tage form af noget mindre, sjældnere eller helt tredje, siger Mikkel Mortensen, som også håber, at nye festival- og Avernakø-entusiaster kunne have lyst til at kaste kræfter ind i Avernax.
Gæster kan glæde sig til Avernax 2026, som de kender det, lover holdet bag.
Der er stadig billetter til festivalen, og bestyrelsesformanden forsikrer, at sommerens Avernax vil blive afholdt helt som planlagt, da festivalens økonomiske grundlag fortsat er sundt.
– Sæson 2026 bliver et brag af en fest. Vi håber at se gamle kendinge fra festivalens begyndelse, som ikke vil gå glip af den sidste Avernax, som vi kender den – men også nye ansigter, som måske gennem flere år har tænkt på at komme til øen, og nu skal have denne unikke oplevelse med i deres sommerminder.
Avernax har allerede offentliggjort anmelderroste navne som Vinnie Who, Julie Pavon og Ibrahim Electric, og melder snart det fulde program ud.
Billetter kan købes på avernax.dk/billetter










