Tekst og foto: Henrik Poulsen
Der bliver igen mulighed for at gøre et godt kup, når Bryggergården i Faaborg inviterer til Pinsemarked lørdag den 23. maj fra klokken 10 til 14.
Arrangementet bygger videre på succesen fra sidste år, hvor både standholdere og besøgende skabte en livlig dag fyldt med genbrugsfund, gode handler, hyggelig stemning i gården og i vores sal.
Bag idéen står blandt andre Marlene Vinther Buur-Mouridsen og Mette Marie Elmelund, som begge deler en stor passion for loppefund og genbrug.
– Vi elsker simpelthen at gøre en god handel og finde ting med historie. Det er altid sjovt at se, hvad folk har gemt i skuffer og skabe, og hvad der pludselig kan få nyt liv hos en anden, fortæller de.
Pinsemarkedet foregår både ude i gården og inde i Bryggergårdens lokaler, hvor der bliver mulighed for at leje stande.
En udendørs stand koster 100 kroner, mens en indendørs stand kan bookes for 200 kroner. Interessen har allerede været stor, og mange stande er solgt på forhånd.
Tilmeldingsfristen er den 18. maj – eller tidligere, hvis alle stande bliver udsolgt.
Udover de mange stande bliver der også livemusik i løbet af dagen. I år leveres musikken af duoen Lehrmannen & Christianitten, som sørger for god stemning
Som tidligere år er tanken, at markedet både skal være en mulighed for at rydde op i gemmerne og give genbrugsting nyt liv – samtidig med at Bryggergården danner rammen om en hyggelig dag med masser af liv i gården.
Der er gratis entré for gæster til markedet.
Du kan booke en stand ved at skrive til janne@detrigtigefaaborg.dk.










