Tekst og foto: Henrik Poulsen

Foreningen Vores Faaborg & Egn er nu på udkig efter en bykoordinator, der skal være med til at samle og udvikle arbejdet med handel, turisme og erhverv i Faaborg og omegn.

Stillingen er på mellem 20 og 30 timer om ugen afhængig af kvalifikationer og kompetencer, og ønsket er, at den nye medarbejder kan tiltræde enten 1. maj eller 1. juni 2026.

Vores Faaborg & Egn er en medlemsforening, der arbejder for at styrke fællesskabet omkring byens tre centrale områder: shopping, turisme og erhverv.

Siden juni 2025 har bestyrelsen selv stået for koordineringen af aktiviteterne i samarbejde med frivillige og forskellige samarbejdspartnere. Nu ønsker man en mere fast organisatorisk ramme.

– Som forening bliver vi for sårbare over tid, hvis vi ikke får en dygtig administration og en koordinator ansat. Mængden af opgaver bliver ikke mindre, og vi stiller selv større og større krav til den kvalitet, vi gerne vil præsentere, udtaler formanden for Vores Faaborg & Egn, Charlotte Stiller.

Hun fortæller, at bestyrelsen derfor har besluttet, at tiden er inde til at få en medarbejder med på holdet.

– Derfor har vi i bestyrelsen besluttet, at det er tiden til at få en medarbejder med på holdet. Det er en deltidsansættelse, som eventuelt kan være på konsulentbasis, hvis personen i forvejen er selvstændig, siger Charlotte Stiller.

Stillingsopslaget markerer samtidig en ny fase i foreningens organisering. På generalforsamlingen i marts sidste år fortalte Charlotte Stiller, at bestyrelsen længe havde ønsket at ændre strukturen og etablere et sekretariat, hvor der kunne tilkøbes specifikke kompetencer til at løse de mange forskellige opgaver.

Det førte dengang til, at foreningen opsagde samarbejdet med bylivs- og erhvervskoordinator Stine Worre.

– Vores arbejdsopgaver er blevet mange i løbet af årene, og også for mange til en enkelt medarbejder. Jeg vil nødig have siddet i Stine Worres stol. Vi har bare ikke økonomi til flere ansatte, derfor må vi forsøge at gøre det anderledes, og nu har vi altså valgt denne vej, fortalte Charlotte Stiller dengang til Det Rigtige Faaborg.

Planen var herefter, at en række opgaver i højere grad skulle løses af eksterne samarbejdspartnere og koordineres af bestyrelsen i samspil med foreningens medlemmer.

Med det nye stillingsopslag ønsker foreningen nu igen at få en fast person tilknyttet, som kan være ansigtet udadtil og samle de mange initiativer i byen.

Ifølge foreningen bliver bykoordinatoren en central person i arbejdet med at udvikle Faaborg og områdets handels-, turist- og erhvervsliv.

Rollen indebærer både koordinering, samarbejde med lokale aktører og en funktion som synligt bindeled mellem byens mange initiativer, hedder det i en pressemeddelelse.