Tekst og foto: Henrik Poulsen

Arbejdet med omlægningen af Torvet går nu ind i en ny fase, og det kommer til at betyde store ændringer i trafikken i området i de kommende uger.

Fra den 9. marts til den 27. marts bliver Østergade ved torvet nemlig spærret for kørende trafik. Afspærringen sker, fordi vejarealet foran adresserne Torvet 2-6 skal omlægges til fortov. Gående vil dog fortsat kunne passere området, oplyser Faaborg-Midtfyn Kommune i et informationsbrev.

I perioden vil forbindelsen mellem Østergade og Torvet være helt lukket for biler og lastbiler.

Ændringen betyder også, at varelevering til butikkerne omkring torvet må ske på en anden måde end normalt, oplyser kommunen.

Lastbiler skal i stedet køre ind via Mellemgade og vende på torvet. Levering til adresserne bag afspærringen kan ske med palleløfter, mens leveringstiden fortsat er den samme som hidtil mellem klokken 7 og 11.

Kommunen opfordrer samtidig butikker og virksomheder til at informere deres leverandører om ændringerne, så de undgår at køre ind ad Østergade i perioden.

Der bliver også midlertidigt ændret på trafikafviklingen for beboere og mindre varebiler i området. Beboere med køretilladelse til Torvet 2A og 2B kan fortsat køre til og fra deres adresser. Indkørsel skal dog ske via Østergade, mens udkørsel skal ske via Jomfrulågen. Mindre varebiler kan ligeledes benytte samme rute.

Arbejdet er en del af den større omlægning af Faaborg Torv, som på sigt skal gøre området mere attraktivt for både borgere og besøgende.

Kommunen beklager de gener, arbejdet kan give i perioden, men ser frem til at skabe et endnu mere levende og indbydende torv i Faaborg, oplyser Faaborg-Midtfyn Kommune i informationsbrevet.