Tekst: Henrik Poulsen
Foto: Jørn Ungstrup
Horne Idrætscenter kan se frem til nye rammer for både fællesskab og bæredygtighed.
Et nyt projekt i byen har netop fået økonomisk støtte fra LAG SØM, som i sidste uge fordelte godt 1,5 millioner kroner til seks lokale udviklingsprojekter i det sydfynske område.
– Der var mange virkelig gode projekter imellem. Men med et solidt prioriteringssystem i hænderne kunne vi heldigvis udvælge de bedste. Og vi er glade for, at der blev penge til hele seks projekter, fortæller Inge Skelgaard, der er forperson for LAG SØM.
Et af de projekter, der nu får støtte, er altså Horne Idrætscenters plan om at opføre en ny multifunktionel bygning på 40 kvadratmeter. Projektet modtager 182.100 kroner fra LAG SØM.
Den nye bygning skal først og fremmest bruges til opbevaring af sportsudstyr og maskiner, men tanken er også, at stedet skal udvikle sig til et aktivt værkstedsmiljø for både børn, unge og voksne i lokalområdet.
Planen er blandt andet, at HFS’ juniorklub får mulighed for at bruge værkstedet efter skoletid. Her kan børn og unge arbejde med at reparere cykler, legetøj og andre mindre ting.
Samtidig skal frivillige kunne bruge faciliteterne til at vedligeholde foreningens eget udstyr, og værkstedet bliver også åbent for borgere i Horne og omegn, som får mulighed for at servicere deres egne cykler, havemaskiner eller mindre husholdningsapparater.
Tanken bag initiativet er at fremme reparation frem for udskiftning. Ved at give ting længere levetid kan projektet være med til at reducere affald og samtidig skabe nye aktiviteter i lokalsamfundet.










