Tekst og foto: Henrik Poulsen

Der var dramatik i Mellemgade i nat, da tre maskerede mænd brød ind hos Guldsmed Duus i Faaborg.

Ifølge Maria Brud fra butikken blev hun vækket, da den første alarm gik på det tidspunkt, hvor gerningsmændene begyndte at hamre løs på vinduerne.

– Den første alarm går kl. 01.48. Der bliver vi så ringet op af Securitas, som siger, at alarmen er gået herinde. Og det er vinduesalarmen, og den er gået fire gange, hvilket så betyder, at der er nogen, der står og slår på ruden, fortæller hun fra butikken mandag morgen, mens tømrermester Flemming Poulsen er i gang med at dække de ødelagte vinduer med træplader.

Maria Brud og hendes kolleger kørte straks mod butikken og bad samtidig om, at både vagt og politi blev sendt afsted.

Overvågningskameraerne viser tre mænd bevæbnet med forhammer og økse, som i omkring fire minutter stod og slog løs på ruderne. De fik lavet to huller i vinduet.

– Det larmer frygteligt, når man står og smadrer på sådan en rude. Seks forskellige beboere i gaden kontaktede politiet, efter at være blevet vækket af larmen, siger hun.

Ifølge Maria Brud havde gerningsmændene masker på og var iført mørkt tøj. Den ene bar en blå jakke. Der findes desuden videoer fra flere vinkler, og man ved, hvor de er løbet hen.

– Flere vidner har set mændene løbe ned igennem smøgen mod Den Voigtske Gaard, og en har også mødt dem i Byporten, hvor de spænede ned af Vestergade, fortæller Maria Drud.

Trods de voldsomme slag slap gerningsmændene kun afsted med et begrænset udbytte.

– Det er nok mindre end 100.000, men hvor meget præcist det bliver, det ved jeg først senere. – Man kan ikke komme igennem ruderne bare ved at stå og slå på den. Du kan få lavet et mikroskopisk hul eller et lille hul, hvor du så lige netop kan stikke en arm ind og lige tage en smule ting, forklarer hun.

Guldsmed Duus har tidligere været ramt af indbrud. Senest i april 2020 var der indbrud i butikken.

Selv om de dramatiske begivenheder har kostet nattesøvnen, så er butikken åben i dag som planlagt.

– Det her, det lukker vi ikke af, og vi har også åbent i dag. Nu står den på oprydning, optælling af de stjålne varer og kontakt til forsikringen. Nu skal vi have fjernet glasskår, og jeg skal have fundet ud af, hvad der præcis er blevet stjålet, men åbent det holder vi, understreger Maria Drud med et smil.