Tekst og foto: Henrik Poulsen

Der er nyt ejerskab bag virksomhederne KAMI og Cotech på Værkmestervej i Faaborg.

Pr. 26. februar 2026 har selskabet New Legacy ApS overtaget størstedelen af de to virksomheder. Overtagelsen sker som led i et planlagt generationsskifte og skal sikre en rolig og stabil overgang, hedder det i pressemeddelelse.

Den daglige ledelse fortsætter uændret. Både Nis Bjerring Henriksen og Peter Billum-Jensen bliver i deres nuværende roller og står fortsat for driften. Nis Bjerring Henriksen fortsætter desuden som medejer.

Ifølge parterne handler ejerskiftet om at bygge videre på det, der allerede fungerer godt – og skabe et stærkt grundlag for fremtiden.

Med overtagelsen bliver KAMI og Cotech en del af en større gruppe virksomheder under New Legacy. Her indgår også Bissenbakker Steel & Supply og Bolt-On Solutions.

De fire virksomheder arbejder alle med metal og tekniske løsninger, men på forskellige områder.

Bissenbakker Steel & Supply arbejder blandt andet med produktion af metaldele og samling af komponenter til forskellige brancher. KAMI og Cotech er kendt for deres arbejde med stålkonstruktioner og specialløsninger – blandt andet til den maritime sektor. Bolt-On Solutions udvikler og sælger udstyr til opbygning af lastbiler i flere europæiske lande.

Sammen skal virksomhederne kunne sparre med hinanden og dele viden, men hver virksomhed fortsætter med sin egen profil og sine egne kunder.

Ifølge New Legacy er der ikke planer om ændringer i organisationen eller bemandingen som følge af overtagelsen.

Målet er at fortsætte den stabile drift og samtidig investere i udvikling, kvalitet og nye muligheder.

New Legacy er et dansk investeringsselskab, der fokuserer på mindre danske virksomheder. Med købet af KAMI og Cotech ønsker selskabet at sikre langsigtet udvikling og fastholde de lokale arbejdspladser i Faaborg.

For medarbejderne på Værkmestervej betyder ejerskiftet derfor først og fremmest, at hverdagen fortsætter – men med nye kræfter i ryggen til fremtidig vækst.