Tekst: Henrik Poulsen
Foto: Rasmus Lythcke

Rigtig mange kender allerede Jul i Falsled, der hvert år trækker tusindvis af gæster til den lille kystlandsby. Nu barsler lokale kræfter med et nyt initiativ, der skal samle oplandet – denne gang i foråret.

Søndag den 26. april 2026 inviterer Falsled til en stemningsfuld markedsdag inspireret af klassiske franske markeder.

Bag initiativet står Falsled Beboerforening i samarbejde med Falsled Kro – Relais & Châteaux, og ambitionen er at skabe en tilbagevendende dag fyldt med liv, handel og fællesskab.

Byen vil på dagen blive forvandlet til et stort brocante- og loppemarked i luksusstil, hvor boder breder sig gennem Falsleds gader, og lokale åbner deres gemmer for publikum.

– Her vil gæster kunne gå på opdagelse i alt fra unikke loppefund til håndplukkede skatte – blandt andet sælges der også ud af Falsled Kros gamle service, fortæller Rosa Bechmann fra kroen, der sammen med beboerforeningen står bag arrangementet.

Markedsdagen får samtidig en stærk kulinarisk profil med fokus på sydfynske smagsoplevelser. Besøgende kan blandt andet opleve friske grøntsager fra Palleshavegaard, most fra Kildegaarden og søde fristelser fra Falsled Kro, der byder på brunsviger og andre lækkerier.

– Vi lægger vægt på, at markedet skal være åbent og lokalt forankret. Derfor inviteres alle, der har lyst, til at deltage med egne lopper, marmelader, håndlavede produkter eller andre varer, der hører et ægte sydfynsk marked til, lyder det videre.

Markedsdagen finder sted søndag den 26. april klokken 12 til 17, og forhåbningen er, at arrangementet – ligesom Jul i Falsled – kan vokse sig til en årlig tradition, der trækker gæster til landsbyen og styrker fællesskabet i området.