Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Henrik Poulsen

I sommer kom Simon Valentin hjem fra USA med en enorm erfaring inden for træfældning og træpleje. Nu har han startet sit eget firma, Tip Top Træservice, op i Diernæs, og han ser frem til at bruge al sin viden og erfaring på de sydfynske kunder, som ifølge træmanden er de bedste kunder, han nogensinde har oplevet. Læs med og bliv klogere på det usædvanlige job som arborist.

– Oppe i toppen af træet er dér, jeg trækker vejret bedst!

EN NY VEJ I LIVET
Efter en lang uddannelse på Musikkonservatoriet indenfor klassisk musik og som kordirigent, tog Simon som naturlig forlængelse et arbejde som musiker. Alt kørte på skinner, lige indtil landet i 2020 blev lukket ned på grund af corona.

Efter de første koncerter blev aflyst, valgte Simon selv at aflyse resten, og i stedet søgte han nye veje, som ikke indebar, at myndigheder eller institutioner kunne aflyse planerne.

– Jeg brugte nogle penge på en motorsav og tog kontakt til en landmand, hvor jeg blev ansat til at udføre landskabspleje. Her lærte jeg meget om at save på spændingssiden af grene og træer, for man lærer godt ved at gå og tynde ud.

Senere var der en anden træmand, denne gang i Diernæs, som lærte Simon at klatre og topkappe, og interessen for træ fortsatte herfra på forskellige kurser på Skovskolen i Nøddebo.

De nyerhvervede evner med motorsav og træklatring kom Simon til stor gavn, da han i 2021 rejste til Californien for at gå på skole i fire år og uddanne sig indenfor bevægelseskunsten eurytmi.

– Jeg kendte mange, der havde taget den uddannelse i Californien, og jeg ville gerne lære at arbejde socialt på den måde. Mennesket er et åndeligt væsen, og jeg ville gerne lære at bevæge min krop på en måde, der er i harmoni med mine omgivelser.

EN STEJL LÆRINGSKURVE
Men en uddannelse i USA er dyr, hele 125.000 kroner årligt og uden muligheder for at søge økonomisk støtte. Derfor tog Simon arbejde ved siden af, og heldigvis var der massevis af døde nåletræer og cedertræer på skolen, og weekenderne gik derfor med at arbejde som arborist.

– Mange af træerne hældede, så jeg måtte spænde liner fast, for at de skulle falde rigtigt. De udviste en stor tillid til mine evner derovre, og så har de nåletræer over det hele, og deres hvidgraner dør på stribe.

Foruden træer på skolen kom Simon også ud og rydde op efter nogle store skovbrande, og her kunne han lægge træ efter træ ned og få sig en helt enorm erfaring.

– Efter tre træer, vidste jeg, hvordan man lægger træer ned på en kontrolleret måde. Det hele handler om fældekammen. Fældekammen er de træfibre, der er tilbage efter forhug og fældesnittet er placeret.

Simon er blevet en sand nørd indenfor træfældning, og det kan han takke tiden i Californien for, og han er så begejstret, at det med fældekammen som nøglen til det hele lige må uddybes lidt. For med dette kendskab kan han fælde selv de træer, der står tæt på bygninger.

– Forhugget angiver retningen, som træet falder, og med kendskab til fældesnittet kan man manipulere træet til at falde i den rigtige retning. Når fibrene knækker undervejs, og træet hælder, så er det fx vigtigt at save på en vinkel og bevare en fældekam i siden, for så kan man presse træet til at ramme ved siden af fx et hus eller en garage.

ET MINIPUTTERNES LAND
Første gang, Simon skulle lægge et stort træ ned i USA, var han tæt på at få et hjertestop.

– Det er altid spændende, når man skal lægge et træ ned. Men jeg husker især et stort træ i Californien, som var mere end 50 meter højt. Jeg havde klatret de første meter op med en mastegjord, og da jeg nåede toppen, sænkede jeg mit reb ned for at hejse grej op. Rebet var 45 meter langt, men det kunne ikke nå ned, så jeg måtte kravle lidt ned igen.

Nu har Simon slået sig ned som selvstændig her på Sydfyn, for selvom opgaverne her til lands er betragteligt mindre, så elsker han at arbejde i området, for Faaborg har de bedste kunder.

– Kunderne hernede er tydelige i deres forventninger og er glade for arbejdet, når det er udført. Jeg har en virkelig en god kommunikation med folk i Faaborg.

Virksomheden er placeret på Grostedet i Diernæs, hvor Simons mor bor, mens han selv lejer et hus i Vester Skerninge.

På Sydfyn har han taget flere udfordrende opgaver, som han nok ikke havde haft modet til at tage, hvis ikke det var for den store erfaring fra staterne.

– Der var fx en opgave i Svanninge med et co-dominant træ, altså et træ med to stammer, og her skubber den stærkeste stamme den svageste ud. Det træ fik jeg lagt rigtigt ned med reb og wire – jeg tror, jeg brugte mere end en time på at trække. Der var nok to-tre tons, som skulle manipuleres.

Med et kvalificeret gæt, skønner Simon, at han som relativt ung og nyopstartet allerede har erfaring med omkring 1.000 træer.

– De mange træer har gjort mig til den træplejer, jeg er, og jeg ønsker nu bare at dele ud af den erfaring, jeg har fra USA, her på Sydfyn. Jeg har ikke gået tre år på Skovskole, men lært det meste fra en landmand i Vissenbjerg og en masse praktisk erfaring.

NATURKIRURGI OG RÅDGIVNING
Når en kunde henvender sig til Simon, tager han altid ud til en forsamtale. Ofte er det et ønske, måske endda fra en nabo, om at få et træ fældet eller skåret ned i højden, som kunden præsenterer. Men efter kyndig rådgivning vælger kunden ofte en anden løsning.

– Ofte ender vi med beskæring frem for fældning. Eller, opgaven lyder måske på at fælde et træ, men efter rådgivning er løsningen snarere beskæring. Fx hvis træet har taget udsigten, hvordan kan man så få mere lys gennem træet. Jeg kan redde træet ved at lave lidt om på det.

På den måde flytter opgaven sig gerne, og som Simon udtrykker det, så er den bedste træpleje netop rådgivning. En kunde ønsker måske, at Simon lige skærer toppen af, hvor det i praksis ville betyde et træ, der tørrer ud og risikerer at rådne. Man risikerer simpelthen at skære træets ‘lunger’ væk, forklarer han.

– Træerne er der på menneskets vilkår, og ofte er kunderne ikke trætte af træet, men mere af den måde, træet er vækstet på. Så er det måske bedre med opstamning og udtyndning af side grenene, så der kan komme lys ind under, og træet fortsat kan give skygge. De får et luftigere træ. Skærer man fx toppen af, vil træet stadig vokse med samme kraft, men nu ud til siderne i stedet.

Et træ er ikke en hæk, der lige skal studses, og træer skal behandles anderledes, man skal kende til væksten, forklarer Simon, som netop har lært meget om træers vækst på skole og gennem trævenner.

– Der er også forskel på træsorter, fx kan det være ok at topskære et elmetræ, da det er svært at slå en elm ihjel, mens det er helt anderledes med et bøgetræ. Det er spændende, hvad man kan gøre æstetisk og praktisk, så man kan få sol ind og beskytte fx sin garage. Man kan bare gøre SÅ meget, inden man fælder træet.

EN KULTURRIG DRØM Simon har ikke glemt sine musikalske rødder, og med en lang uddannelse indenfor Rudolf-Steiner ser han kombinationen af træpleje og musik som en måde at holde sig i balance som menneske.

– I den musikalske uddannelse kommer man ind i det kunstneriske – måske for langt – og man skal huske at rodfæste sig i det praktiske.

Træplejearbejdet giver Simon mulighed for at brødføde sig og udleve det praktiske aspekt af balancen, og som en kærkommen gevinst giver det ham tilmed mulighed for bedre at udleve de kunstneriske ambitioner.

– En del af overskuddet fra min virksomhed går til en forening, jeg har stiftet, som hedder Eurytmiens bevægelse. For jeg vil gerne udbrede den form for bevægelse, det er min hjertesag, og jeg drømmer om at kunne udbrede kunsten uden at skulle bekymre mig om honorar.

På den måde lader Simon kulturlivet blive understøttet af erhvervslivet, for som mange andre i de kunstneriske fag, er det svært at prissætte kultur, for hvad skal fx en koncert koste. Med overskuddet fra træfældning kanaliseret over i foreningen, kan han tilbyde kultur og kunst til et bredere publikum.

Foruden bevægelseskunst, så brænder Simon også for at skabe fællessang, for han har haft nogle af sine bedste oplevelser nogensinde gennem kor og sang.

Du kan se flere af Simons træpleje-opgaver på hans hjemme side www.tiptoptraeservice.dk