Tekst: Henrik Poulsen
Foto: Øhavsmuseet og Henrik Poulsen

Der er rift om pladserne, når Øhavsmuseet inviterer til cafémøde om et kommende historisk broderifællesskab.

Samtlige 120 pladser til informationsaftenen torsdag er allerede besat – og endda med venteliste.

– Det er helt fantastisk! Vi er helt overvældet over den store interesse, der har været for at blive del af projektet med at brodere i fællesskab. Vi har 120 pladser til cafémøde for interesserede i morgen torsdag – og alle pladser er revet væk. Her er tilmeldinger fra hele Fyn og flere står sågar på venteliste, siger afdelingsleder Anne Høyby.

Cafémødet markerer startskuddet på et større broderiprojekt, hvor et fire meter langt broderi skal skabes til museet. Det færdige værk skal fortælle historien om den dramatiske begivenhed, hvor Valdemar Sejr blev kidnappet på Lyø, og tæppet får sin faste placering i den kommende tilbygning til Øhavsmuseet.

Projektet er et samarbejde mellem Øhavsmuseet, tekstilkunstner Eva Engelhardt og garnfællesskabet Knitting by the sea, som nu skal udvælge 20-25 frivillige deltagere.

For at komme i betragtning kræver det, at man har erfaring med broderi eller flair for at arbejde med tråd og garn, og alle interesserede skal derfor ansøge om at blive en del af holdet.

Når deltagerne er fundet, venter to workshops samt en række såkaldte nørkleaftener.

Workshops er for de udvalgte brodøser, mens nørkleaftenerne bliver åbne arrangementer, hvor alle med interesse for broderi kan være med.

– Uanset om du bliver blandt de udvalgte deltagere eller ej, er alle fortsat mere end velkomne til at deltage i en række nørkleaftener om broderi, som Øhavsmuseet kommer til at afholde, slutter Anne Høyby.