Tekst: Mette Marie Elmelund
Foto: Henrik Poulsen
Tirsdag eftermiddag på Tømmergården er der en helt særlig stemning. Det er her, stolegymnastikken samler en flok deltagere, som uge efter uge møder op til en fast rutine og et fællesskab, der både giver bevægelse, grin og nye kræfter. Og hvis du tror, at stolegymnastik ikke kan være hårdt, så kan du godt tro om igen.
Midt i det hele står Jette Møller. Hun er frivillig instruktør og en af dem, der får det hele til at glide, længe før deltagerne sætter sig til rette. For når holdet starter, er lokalet allerede gjort klar: stolene står i en cirkel, kaffen er sat over og småkagerne ligger parat på bordene til bagefter.
Jette Møller har interessen, viljen og erfaringen, og hun har været på kurser, så hun kan undervise sikkert og trygt. Det er også tydeligt, at hendes tilgang handler om meget mere end øvelser. I hendes timer er der plads til alle.
– Alle kan komme og være med uanset niveau. Og man gør jo bare øvelserne så godt man kan. Der er ingen, der ser ned på en, fortæller Jette Møller.
På navneskiltene står navnene tydeligt både hos instruktører og deltagere. Ikke fordi nogen skal “holdes styr på”, men fordi det ganske enkelt gør det lettere at huske hinanden.
– Det kan det godt knibe med i vores alder, siger Gurli Rindebæk.
Hun er også instruktør i stolegymnastik og har ligesom Jette Møller været med fra start.
Stolegymnastik er blevet en populær aktivitet i Faaborg. Faktisk så populær, at der i år er hele seks hold fordelt på Tømmergården, Prices Have og Byskolen. Og når man først har været inden for døren en tirsdag klokken 15, forstår man godt hvorfor.
ET FÆLLESSKAB I BEVÆGELSE
Der er omkring 25 pladser på hvert hold. De fleste deltagere er gengangere, og det fortæller en tydelig historie: Det her er ikke bare en aktivitet, man “lige prøver”. Det er noget, man vender tilbage til.
Konceptet kommer fra Ældre Sagen og det koster 250 kroner for et år at deltage. Med en træning, der både giver motion og nærvær, er det en pris, mange gerne betaler for at få en fast ugentlig rytme at glæde sig til.
Hver træningsgang varer omkring to timer: Først en times gymnastik og bagefter en time med kaffe og småkager. Nogle gange er der endda ekstra kage med hjemmefra, fordi nogen lige havde bagt eller havde fødselsdag.
Netop den kombination gør det til noget særligt. Det er ikke enten-eller. Det er både og. Man kan få sved på panden, latter og samtalerne ved et kaffebord, hvor samtaler kan få lov at tage den tid, de skal.
EN FRIVILLIG INDSATS MED HJERTET FORREST
Instruktør Jette Møller er en af dem, der holder fællesskabet i gang. Hun møder ind cirka en halv time før timen begynder. Lokalet skal gøres klar med stole og borde, kaffen brygges, småkagerne stilles frem og dagens musik og øvelser ligger klar. Det er tydeligt, at hendes forberedelse ikke bare handler om at “få noget til at fungere”. Det handler om at skabe en time, hvor alle kan føle sig inkluderet.
– Vi sørger for at fortælle deltagerne, at de kan være med på deres niveau, fortæller Jette Møller.
Og det er netop den tone, der går igen både hos instruktører og deltagere. Her er ingen præstation og ingen udstilling. Kun en fælles vilje til at gøre noget godt for kroppen og noget godt for humøret.
HUMOREN ER MED
På holdet får alle udleveret en stol og et par håndvægte. Der bliver sagt det samme, som der altid bliver sagt, fordi det er vigtigt: Man laver øvelserne i sit eget tempo og husker vejrtrækningen.
I begyndelsen er der smil og småsnak. Der er den der lette stemning, hvor nogen lige skal høre, hvordan det går, og om nogen fik ordnet det der hos lægen eller barnebarnets fødselsdag. Men så ændrer rummet karakter. Den rolige musik tager over. Klavertoner fylder lokalet, og koncentrationen sætter sig i ansigterne, mens koordineringsøvelserne går i gang.
Midt i det hele står Jette Møller, ikke som en streng træner, men som en nærværende guide, der hele tiden sørger for, at det både er effektivt og rart at være i.
Hun kommer med små, sjove bemærkninger undervejs: “Hæld vand ud af ørerne.” “Tegn ottetaller med næsen.” “Nu skal I nyde, at musikken og øvelserne er langsomme, for næste nummer er der gang i.”
Det giver smil rundt omkring. Ikke sådan en højrøstet latter, men mere den der varme fornemmelse af, at man godt må more sig, mens man bliver stærkere.
MUSIKKEN HOLDER ENERGIEN OPPE
Musikken skifter i takt med øvelserne: fra klassiske toner til Øde Ø med Rasmus Seebach og videre til Vilde kaniner med Gnags.
Det lyder måske som en detalje, men det gør en forskel. Hver instruktør laver sit eget musikprogram og forbereder selv øvelserne. De tager udgangspunkt i Ældre Sagens samarbejde med Sundhedsstyrelsens program “Træn dig glad”, men der er også plads til personlighed og stemning. Det er i netop den balance, stolegymnastikken folder sig ud: Trygge rammer, men stadig liv.
STOLEN SOM ET REDSKAB – IKKE EN BEGRÆNSNING
Stolegymnastik kan lyde som om, man bare sidder ned. Men stolen er ikke et tegn på, at tingene er “skånet”. Den er et hjælperedskab, så alle kan være med, også selvom man har udfordringer med balance, styrke eller vejrtrækning.
Her trænes både puls, styrke og smidighed. Og der bliver ikke gået og rettet på folk.
Hvis ikke armene kan komme helt op, så kommer de bare så højt, de kan. Hvis benene ikke kan tage samme tempo, så er tempoet et andet. Det vigtigste er, at man mærker, at man kan.
Den tilgang gør, at mange oplever fremgang uden at skulle kæmpe med følelsen af ikke kunne følge med.
FERIEN VAR FOR LANG
Blandt deltagerne er 90-årige Willy, og han lægger ikke skjul på, at stolegymnastikken betyder noget for ham.
– Det betyder meget for mig at være med til stolegymnastik. Jeg kommer hver eneste gang. Jeg synes, ferien var for lang, for jeg savnede at lave stolegymnastik. Jeg har været med fra start, og jeg gør det mest for at få rørt kroppen, fortæller Willy.
– Og så mangler jeg en ny kone…men jeg har prøvet, der er ikke nogen til mig her, siger Willy med et stort smil.
VOKSEDE TO CENTIMETER
Når Jette Møller fortæller om, hvorfor hun bliver ved som frivillig, bliver hun stille et øjeblik, før hun smiler igen, som om hun mærker historien i kroppen. Hun fortæller om en deltager, der kom tilbage fra lægen og grinede, fordi hun var blevet målt til at være to centimeter højere end nor malt.
– Det var simpelthen fordi, hun jo havde gået her på holdet og var blevet rettet lidt mere ud, fortæller Jette Møller.
Men det var især én ting, der ramte hende:
– Det bedste, hun sagde, var at nu kunne hun igen selv lukke sin halskæde. Det var så rørende, siger Jette Møller. Det er sådan en historie, der sætter sig fast hos hende.
– Fordi det handler om, at de bliver bedre til at rejse sig fra en stol. De får kræfter i benene og kan selv bære købmandsvarer hjem fra Brugsen, siger Jette Møller.
GLÆDEN VED AT GØRE NOGET GODT FOR ANDRE
Gurli Rindebæk er også frivillig instruktør, og glæden lyser i hende, når hun fortæller om holdet og de mennesker, der kommer igen og igen. Hun fortæller om en dame, der sagde, at hun efter forløbet var stoppet med at gå til kiropraktor.
– Holdet har gjort noget godt for hende, og det gør mig så glad, med sådan nogle historier, siger Gurli Rindebæk. Det er præcis det, der går igen hos både Jette og Gurli: Det handler ikke kun om øvelserne. Det handler om følelsen af at være en del af noget og om at kunne give noget videre.
NÅR MOTION BLIVER TIL LIVSGLÆDE
Stolegymnastik i Faaborg er blevet stort på få år. De har været i gang i omkring 3,5 år, og sidste år var der 139 deltagere. I år forventer man endnu flere, blandt andet fordi der er oprettet et ekstra hold.
Der var engang en fordom, især blandt mænd, om at stolemotion “ikke var noget ved”. Men det billede har ændret sig, fortæller Jette Møller. Der er kommet mange mænd med, og ofte starter det med, at konen prøver først og senere følger manden med.
Stolegymnastik er ikke kun træning. Det er også et fællesskab med navneskilte og småkager. Et sted, hvor man kan være over 90 år og stadig føle sig som en del af holdet. Måske er det netop derfor, det virker så livsbekræftende: Man kommer, som man er. Man går hjem lidt lettere i kroppen og ofte også lidt gladere i hjertet.
