Tekst: Mette Marie Elmelund
Foto: Henrik Poulsen
Alt ånder fred og idyl, da jeg kører hen ad den lange grusvej, der er helt hvid af nyfalden sne. To heste byder mig velkommen til landet. Et hvidt bindingsværkshus med sorte bjælker ligger i det sneklædte landskab. Første strofe af “Sneflokke kommer vrimlende” af Jeppe Aakjær dukker op i mit hoved. I det hvide bindingsværkshus bor Faaborg-Midtfyn Kommunes nye borgmester, Anstina Krogh, med sin familie. Men hvem er mennesket under borgmesterkæden egentlig, og hvordan er hun blevet til den, hun er? For selvom titlen er ny, er værdierne gamle, og de findes stadig i det sneklædte landskab i Haastrup.
– Det her er det dejligste sted, man kan være på denne jord, hvis du spørger mig. Her er fred og ro, her kan jeg slappe af, og her bor jeg med min familie, siger Anstina Krogh.
Det betyder meget for Anstina Krogh at bo i Haastrup. Hun er glad for at være en del af det lille lokalsamfund, hvor alle kender alle.
– Vi er rigtig meget sammen her, og vi har et håb om at skabe den bedste landsby sammen, siger Anstina Krogh.
Familiens køkken vidner om et hjem med liv og nærvær. På væggen har de lavet en højdemåler til sønnen Huxi, og hvert år på hans fødselsdag sætter de en ny streg.
– Dengang vi købte huset, tænkte jeg “Bare lige en weekend, så er haven ordnet, og her skal bare lige males lidt”, siger Anstina Krogh og smiler ved tanken. Hurtigt erfarede hun dog, at haven tager tid, og der er altid projekter som husejer. Generelt har Anstina Krogh et positivt og optimistisk livssyn. Hun ser mulighederne, før hun ser begrænsninger.
– Det kommer mig rigtig meget til gavn i livet at have et positivt mindset. Det eneste sted, jeg synes, det er en ulempe, det er i forhold til min tidsoptimisme. Jeg har oplevet, at nogle tror, at hvis jeg kommer for sent, er det fordi, jeg ikke værdsætter dem eller deres tid. Sådan er det ikke, men det er noget, jeg er meget bevidst omkring, for jeg vil selvfølgelig ikke gøre folk kede af det, fortæller Anstina Krogh.
De sidste to år har Anstina Krogh stillet sig til rådighed som borgmesterkandidat for Socialdemokratiet, og ved siden af det har hun arbejdet som selvstændig jurist. Det har betydet, at hun ikke har haft meget tid til huset eller haven.
– Indretningen af huset har været på standby, men nu har jeg “kun” ét job, og ved siden af det vil jeg gå videre med mine planer om huset, siger Anstina Krogh.
I en hverdag med ansvar og mange roller, er der én ting, Anstina Krogh holder fast i: de små ritualer, der giver ro.
HELÅRSBADER
Anstina Krogh står op hver dag klokken kvart over fem. Hun tager sit træningstøj på, som ligger klar ved siden af sengen, og så går hun den samme tur hver dag året rundt.
– Snart kommer foråret, hvor alt springer ud, og det er min favorit tid på året at gå tur, fordi der er så mange dufte og ting, der springer ud. Det gør mig så glad, fortæller Anstina Krogh.
Gåturen er et af de tidspunkter i løbet af dagen, hvor Anstina Krogh finder allermest ro.
– Jeg har haft et isbad, og det kunne jeg godt tænke mig igen. Det er med til at gøre mig frisk, siger Anstina Krogh.
Hver søndag er Anstina Krogh i vandet, enten ved havnebadet i Faaborg Havn eller i Faldsled. Hun ville ønske, det var oftere i løbet af ugen, men prioriterer stadig den ene dags badning om ugen højt.
– Jeg kalder ikke mig selv for vinterbader, for jeg bader jo også om sommeren. Jeg har en “badeveninde”, og vi tager altid afsted sammen. Så er vi væk i halvanden times tid, uden telefoner, bare med bad og sauna. Det er helt fantastisk, fortæller Anstina Krogh.
OPVÆKST OG UDDANNELSE
Anstina Krogh er vokset op i en lejlighed på 3. sal på Nyborgvej i Odense sammen med sine forældre og en storebror. Hendes far arbejdede som skraldemand, og hendes mor gjorde rent på sygehuset. Anstina blev den første i familien til at tage en uddannelse. Politik var ikke fremmed i hjemmet. Hendes far var aktiv i Socialdemokratiet, og hun lærte tidligt, at familieliv og fællesskab ikke er noget, man sætter på pause, bare fordi man engagerer sig.
Efter 9. klasse begyndte hun på social- og sundhedshjælperuddannelsen. Hun ville arbejde med mennesker, men hun følte sig for ung til at stå færdiguddannet som 16-årig – så hun tog et halvt år på højskole på Andebølle Ungdomshøjskole. I januar 1996 stod hun med sin uddannelse. 17 år gammel.
– Da jeg kom op på FOA for at få min nål, sagde de, at det ikke kunne passe, for jeg var jo ikke 18 år endnu, og det havde de ikke oplevet før. Jeg endte dog med at få den, smiler Anstina Krogh. Men udfordringerne stoppede ikke der. Som færdiguddannet under 18 år passede hun ikke ind i reglerne, og det nægtede hun at acceptere.
– Jeg skrev til Folketinget, fordi jeg ikke måtte køre med kørestole. Det måtte jeg som elev, men ikke som færdiguddannet. Jeg ved ikke, om det kun var mit brev, men der kom en ændring i lovgivningen efterfølgende, fortæller Anstina Krogh med et smil.
På Social- og Sundhedsskolen mødte hun mennesker i alle livets situationer. Hun var den yngste på holdet, men brugte det som en styrke. Hun lyttede, sugede til sig og lærte af de ældre. Selvom det var spændende, kunne hun mærke, at hun ville lære mere. Hun tog derfor en HF fra Mulernes Legatskole efter et højskoleophold, blandt andet for at tage en uddannelse sammen med andre unge på sin egen alder.
Efter en tid som social- og sundhedshjælper læste hun videre, og tre år senere stod hun med uddannelsen som socialrådgiver. Under studiet begyndte juraen at trække i hende.
– Jeg glædede mig stadig til at blive socialrådgiver, men jeg kunne mærke, at jeg gerne ville stå stærkere i jobbet, og jeg var jo heller ikke så gammel. Derfor søgte jeg ind på jurastudiet i Aarhus og tog min bachelor der, fortæller Anstina Krogh.
Hun vendte tilbage til socialrådgiverfaget med et ekstra lag viden i rygsækken. I nogle år arbejdede hun som socialrådgiver i Horsens, før hun flyttede hjem til Fyn og arbejdede i Assens Kommune. Senere gik hun selvstændig som Borgerjuristen i Faaborg.
HJÆLPSOMHED, RELATIONER OG ET BLIK FOR ANDRE
Som barn fik hun ofte at vide, at hun smilede meget. At hun var hjælpsom og en god kammerat. Det er stadig noget, hun prøver at leve efter i dag.
– Jeg har let til smil, og jeg tænker tit, at jeg er heldig, at jeg har et ansigt, der folder sig, som det gør. Man kan altid se på mig, hvordan jeg har det, fortæller Anstina Krogh.
For hende handler det i sidste ende om relationer. Ikke om, hvad man når, men hvordan man gør det. Selvom hun oftest møder verden med et åbent sind, kan hun mærke en stædighed rejse sig, når hun oplever uretfærdighed.
– Når folk, der ikke kan tale deres egen sag, ikke får deres ret – dét kan jeg virkelig blive stædig over. Når nogle tromler andre, siger Anstina Krogh.
Hun tror på, at alle følelser har en plads, også dem, vi ikke altid viser frem.
– Jeg synes, at det er fantastisk, at vi som mennesker har følelser, og jeg synes, vi skal hilse dem alle velkommen, også de vrede og triste, så længe vi vælger at bruge dem rigtigt, siger Anstina Krogh.
For hende handler det om at placere følelserne dér, hvor de hører hjemme. At reagere på det, der er uretfærdigt, uden at lade det gå ud over dem, der ikke har noget med det at gøre.
– Jeg mærker ikke ofte vreden, men når jeg gør, eller hvis jeg oplever uretfærdighed, så er jeg typen, der handler, siger Anstina Krogh.
Hun bliver oprigtigt glad på andres vegne, når noget lykkes for dem. Når de har knoklet hårdt for noget og pludselig står med resultatet i hænderne. Og så er der én, der rammer lige ned i hjertet hver eneste gang. Hendes søn.
– Han gør mig utrolig stolt. Næsten dagligt tænker jeg, at han anskuer verden på en god måde. Så kan jeg mærke, at jeg bliver virkelig glad og stolt, siger Anstina Krogh og smiler.
Anstina Krogh holder af, når mennesker løfter i flok. Når nogen giver sig tid og kræfter til fællesskabet, uden at de behøver at få noget igen.
– Jeg tror på, at der ikke er nogen af os, der lykkes uden hinanden, siger Anstina Krogh.
Hvis hun skal beskrive sig selv uden titler og roller, bliver det hverken storladent eller poleret. Rar, fuld af idéer, lidt klodset og med bedst trivsel, når der er mange bolde i luften, og mennesker omkring hende.
– Og så er jeg en, der tror på, at alle overordnet gør deres bedste, siger Anstina Krogh.
Ordene bliver hængende, da jeg kører tilbage ad grusvejen. Sneen ligger stadig som et lyst tæppe over landskabet. Hestene står roligt i kanten af marken, og huset bliver mindre i bakspejlet.
