Tekst: Henrik Poulsen
Foto: Jørn Ungstrup

Faaborg ØH må efter denne sæson sige farvel til en af klubbens mest rutinerede profiler.

Målmand Frank Mikkelsen har nemlig besluttet at stoppe karrieren, når de sidste kampe er spillet, fortæller klubben på sin facebookside.

Den 38-årige keeper har i en årrække været en vigtig sidste skanse for klubben, hvor han har kombineret håndbold på højt niveau med både arbejdsliv og familieliv. Nu føler han, at tidspunktet er det rette til at lægge harpiksbolden på hylden.

– Jeg vil gerne stoppe, mens legen stadig er god, og samtidig få mere tid med min familie, som har støttet mig hele vejen, siger Frank Mikkelsen.

Selv om beslutningen om karrierestop er truffet, er fokus fortsat rettet mod sæsonens afgørende afslutning. Med seks kampe tilbage jagter Faaborg ØH oprykning, og målmanden drømmer om at slutte på toppen.

– Jeg er topmotiveret og klar til at give alt i de sidste kampe. En oprykning vil være den perfekte afslutning, lyder det fra målmanden.

Frank Mikkelsen begyndte sin håndboldrejse i SUS Håndbold for knap 30 år siden. Siden har karrieren budt på mange oplevelser blandt andet i ligaklubber som GOG, TMS Ringsted og TTH Holstebro, hvor fællesskabet og venskaberne omkring sporten har fyldt mindst lige så meget som resultaterne på banen.

Faaborg ØH kæmper i øjeblikket for en oprykning til 1. division, men har ikke fået den bedste start på oprykningsspillet, der betyder, at klubben har en række afgørende kampe foran sig den kommende tid.