Tekst: Henrik Poulsen
Foto: Pressefoto
Bestyrelsen i FFV Energi & Miljø A/S har ansat Brian Seeberg som ny administrerende direktør, hedder det ifølge en pressemeddelelse.
Brian Seeberg tiltræder stillingen pr. 1. april 2026.
Brian Seeberg har mangeårig erfaring med ledelse inden for energi- og forsyningssektoren. Han kommer senest fra en direktørstilling i det offentligt-private partnerskab ProjectZero i Sønderborg Kommune og har tidligere været divisionsdirektør i energikoncernen Verdo samt haft en lang lederkarriere i rådgivningsvirksomheden COWI.
Ansættelsen sker som led i et planlagt direktørskifte, efter at nuværende administrerende direktør Christian Møller tidligere har meddelt, at han fratræder sin stilling i april 2026.
Christian Møller fortsætter som administrerende direktør frem til sin fratræden og vil sammen med bestyrelsen og Brian Seeberg sikre en god og struktureret overgang.
Brian Seeberg siger selv om sit nye job:
– Jeg ser meget frem til at tiltræde som administrerende direktør i FFV Energi & Miljø. Virksomheden har en vigtig rolle i den lokale forsyning og i den grønne omstilling, og jeg glæder mig til samarbejdet med medarbejdere, bestyrelse, Faaborg-Midtfyn Kommune og samarbejdspartnere.










