Tekst og foto: Henrik Poulsen

Den unge kunstner Noah Umur Kanber åbner den 7. februar den spektakulære soloudstilling AKRYLLA i Skitsehandlen på Torvet i Faaborg, og udstillingslokalet er bogstaveligtalt allerede gået helt i sort.

Theis Vallø Madsen fra Skitsehandlen har således brugt den seneste uge på at forvandle de lyse og venlige rammer i galleriet til et kulsort rum, der giver god plads til monstre og mørke tanker.

Kunstnerens soloudstilling er fyldt med monstre, for hun ser sig selv som et monster – i hvert fald hvis hun kigger gennem samtidens øjne, fordi hun er transkønnet og tilhører en etnisk minoritet.

Noah Umur Kanber der blandt andet er kendt fra DR’s Kunstnerkolonien, flere udstillinger og performances bruger sine egne traumer og en opvækst med en psykisk syg mor, der ikke kunne passe på hende og hendes søskende, svigt fra myndighedernes side, seksuelle overgreb og vold på børnehjem i sin kunst.

Udstillingen rummer værker på papir, keramiske masker, en stor keramisk skulptur samt små bronze-nøgleringe.

– Det mørke udtryk og de mange monstre fylder meget i udstillingen, men ikke nødvendigvis som noget truende. – Jeg ved ikke, om det sorte er en dyster farve for mig. Som tidligere emo-barn, så tror jeg også bare, at jeg er opvokset med sort, fortæller kunstneren.

Monsterfigurerne udspringer af både fantasi og personlige fortællinger.
– Hele udstillingen har taget udgangspunkt i den her monstrøse verden, som nu også møder et lidt fantasifuldt prinsesseunivers.

Kunstneren arbejder i dag med en lang række materialer og medier.
– Jeg arbejder allerede med bronze, kobber og glas og keramik, og nu også på papir og metal. Der er en ro i at sidde og så bare lige kaste nogle farver og noget vand på et stykke papir, og så se: Hvor lander vi henne? – Så på en eller anden måde, så slipper jeg også kontrollen med mit arbejde, når jeg arbejder med akvarel, siger hun.

I forbindelse med opholdet i Faaborg har kunstneren også fået tid til at opleve byen.
– Jeg synes, at Faaborg minder meget om andre små byer i Danmark, som har deres eget lille lokalsamfund. Jeg har jo også bemærket, at byen rummer et aktivt kunstmiljø, og så kan jeg se, at de lokale kigger lidt efter mig på gaden. Jeg tænker heller ikke, at det er så tit, at der kommer en med lidt vildt tøj og store solbriller igennem gaden på en vinterdag, så det er helt ok, at folk kigger, smiler hun.

Soloudstillingen AKRYLLA åbner 7. februar kl. 12.00, og giver publikum mulighed for at træde ind i et univers, hvor mørke, sårbarhed og fantasi smelter sammen i nye kunstneriske udtryk i Skitsehandlen på Torvet.