Tekst: Henrik Poulsen
Foto: Pressefoto

Børn og bedsteforældre får snart mulighed for at mødes om dej, fyld og kreativ udfoldelse, når Det Fynske Madværksted inviterer til fastelavnsbolle-workshop i Faaborg.

Arrangementet finder sted den 7. februar klokken 10.00 til 12.30 og afvikles i samarbejde med SuperBrugsen Faaborg og Øhavsskolen Uglen på Toftegårdsvej.

Formiddagen byder på en hyggelig og kreativ stund med fokus på det klassiske bagværk.

Deltagerne får mulighed for at lære at lave fastelavnsboller helt fra bunden – fra dej og fyld til pynt – samtidig med at de udforsker æggets mange egenskaber i køkkenet. Undervejs vil der være et bredt udvalg af smage og farver, som giver plads til både leg og nye opfindelser.

Workshoppen er åben for alle, og prisen er sat til 60 kroner pr. person.

Bag initiativet står Det Fynske Madværksted, en ny lokal virksomhed i Faaborg stiftet af Mie Deurmann Petersen, der har en bred madfaglig og projektorienteret baggrund.

– Formålet med Det Fynske Madværksted er at fremme madglæde, fællesskab og lærende aktiviteter for alle aldre – med lokale samarbejder og gode madoplevelser i centrum, siger Mie Deurmann Petersen.

Fastelavnsbolle-workshoppen er den første i en række kommende arrangementer fra Det Fynske Madværksted, som i den kommende tid vil lave events i samarbejde med lokale aktører.

Du kan høre mere og bestille pladser på: 30337808