Tekst og foto: Henrik Poulsen
Efter mange år i Havnegade 19 har Nybolig Faaborg besluttet at flytte forretningen til nye rammer på Faaborgs havnefront.
Fremover bliver adressen Kanalvej 11, hvor 1-Office indtil nu har holdt til, men efter at Ole Billum har afviklet administrationsvirksomheden, har hans tilbageværende aktiviteter ikke brug for de mange kvadratmeter i den attraktive ejendom, derfor får ejendomsmæglerforretningen nu base midt i et levende havnemiljø med stor gennemstrømning af både lokale og turister.
Flytningen sker som led i en strategisk satsning, hvor nyere og mere tidssvarende lokaler skal understøtte forretningens fremtidige udvikling.
Samtidig er Nybolig-kæden på landsplan i gang med en fornyelse af logo, farver og samlet udtryk, og den udvikling passer naturligt sammen med beslutningen om at skifte adresse, fortæller Martin Madsen, Nybolig Faaborg overfor Det Rigtige Faaborg.
Placeringen på havnen giver mægleren en anden type synlighed end hidtil, hvor forbipasserende naturligt bevæger sig rundt og lader sig inspirere af boliger og byliv.
– Ambitionen er at skabe et moderne Nybolig-univers i Faaborg, der afspejler kædens nye retning og samtidig passer ind i byens maritime omgivelser.
De nye lokaler rummer også muligheder for samarbejde og liv i huset, hvor Billums Ejendomme fortsat vil have adresse på 2. sal. Her lægges der op til synergier, en indbydende atmosfære og rammer, hvor både kunder og medarbejdere føler sig velkomne.
Nybolig Faaborg åbner i de nye lokaler den 1. april 2026, og ombygningen er allerede i gang. Planer for reception og den officielle åbning er endnu ikke fastlagt, men der vil følge mere information senere.










