Tekst: Henrik Poulsen
Foto: Øhavsmuseet
Vil du være med til at brodere et 4 meter langt broderi til Øhavsmuseet?
Et broderi, der fortæller historien om den gang Valdemar Sejr blev kidnappet på Lyø.
Øhavsmuseet, tekstilkunstner Eva Engelhardt og garnfællesskabet Knitting by the Sea søger lige nu efter 20-25 frivillige, der har erfaring med broderi eller som har flair for at arbejde med tråd og garn, fortæller museet i en pressemeddelelse.
Over en længere periode vil fællesskabet mødes om broderi, kaffe på kanden og hygge. Det vil også være muligt at brodere hjemme.
Det broderede tæppe skal bestå af 20 store og 10 små motiver, som du kan være med til at brodere. Tæppet kommer til at måle 1×4 m og skal hænge i den nye tilbygning på Øhavsmuseet. Materialerne, vi skal arbejde med, er uld-, hør- og silkegarn på vadmel.
Kom med til cafémødet på Øhavsmuseet, og få en introduktion til projektet.
Her vil du høre mere om broderiet og høre selve historien om Valdemar Sejrs kidnapning. Du vil her få forklaret, hvad der bliver forventet og hvor meget du skal have erfaring med broderi.
Her er kaffe på kanden og mulighed for at møde andre, der også er interesseret i broderi. Teknikken, som skal anvendes til broderiet, er såkaldt ”almuesyning”, og her optræder sting såsom kædesting, heksesting og broderet bunde.
Vi kommer ikke i gang med at brodere på cafemødet, men du er selvfølgelig velkommen til at tage dit eget strikketøj eller broderi med.
Denne aften arrangeres af Knitting by the Sea og Øhavsmuseet, og den er for alle, der er nysgerrige på projektet. Har du ikke mulighed for at deltage, kan du fortsat blive en del af broderifællesskabet.
Det sker på Øhavsmuseet 26 februar kl. 19 – 21. Her er naturligvis fri entré.
Du kan tilmelde dig til Cafémødet på Øhavsmuseets hjemmeside.
www.ohavsmuseet.dk
For at finde de rette deltagere til projektet udvælger tekstilkunstner Eva mm Engelhardt 20–25 deltagere. For at hun bedst muligt kan foretage denne udvælgelse, bedes interesserede udfylde et kort skema. Du finder skemaet På Øhavsmuseets hjemmeside. Deadline for at ansøge er den 10. maj.










