Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Henrik Poulsen / Privat
Som barn havde han så meget krudt i rumpen, at han røg ud på tilværelsens sidelinje, men heldigvis fik en rask cykeltur ham tilbage på rette spor. Siden da har cykling både forårsaget en del ulykker, men også været hans redning tilbage i livet igen. Mød cykel- entusiasten og den storslåede anekdote-fortæller, Jørgen Misura Nielsen.
– Jeg er sgu røget på hoved og røv hele livet.
ADHD INDEN DET BLEV ALMINDELIG
Allerede som halvstor dreng var Jørgen Nielsen meget aktiv som ivrig svømmer i fødebyen Svendborg, og som kun 11-årig blev han dansk mester.
“Som 7-årig tog min søster mig med i svømmehal, og dét var noget, jeg var god til. I 1971 vandt jeg DM i svømning, men jeg havde uro i røven og var en værre lømmel. Jeg var faktisk ungdomskriminel og havde absolut ingen grænser.” Heldigvis blev den kriminelle løbebane stoppet, for allerede året efter blev Jørgen indfanget af cykelsporten.
“Min søsters kæreste, han var slagter, tog mig i nakken og med ud på en cykeltur Lundeborg rundt. ‘Det gik jo meget godt’, sagde han, for jeg havde en god fysik og var skolens stærkeste. ‘Vi cykler i morgen igen’, sagde min svoger. Jeg svarede ja, og ugen efter den første træningstur købte jeg en SCO, som var alt for stor til mig. Da jeg så var med til klubaften, fjernede de gearene, så den kun havde ét gear.”
Den unge dreng var helt vild med at cykle, for han kunne mærke, at han var træt efter træningen, og hermed var der ikke energi til de kriminelle foretagender, som han stoppede helt med.
“De to første sæsoner kørte jeg nok 65-70 løb, og jeg vandt alle på nær to. Jeg kom med til drenge-VM i både 1973 og 1974, som dengang bestod af flere discipliner. Jeg var med på landsholdet og kørte med stjernen Per Andersen, og jeg var den yngste på holdet.
Jeg var også med på juniorlandsholdet i landevejscykling og havde mange gode år, og jeg var tæt på at komme med til junior-VM, men det glippede pga. et styrt, og det slog mig lidt ud.”
TEENAGE-KOMET PÅ HJUL
Som 18-årig kom det unge cykeltalent på professionel cykelskole i USA, men der var også teenager-hormoner på spil.
“Jeg blev lidt ustabil med træningen. Jeg var rastløs, men altid i godt humør, og pigerne kunne godt lide det, men når træningen er sådan lidt on/off, så medførte det, at formen blev dårlig, og jeg røg af landsholdet.”
Jørgen formåede at komme tilbage i form og sikrede sig som 19-årig en plads på banelandsholdet, hvor han var meget tæt på den helt store oplevelse.
“Jeg var tæt på at komme med til OL. Vi var til DM i 50 meter pointløb, og jeg cyklede mod verdensmesteren i enkeltstart, Hans Ørsted, som var favoritten. Efter 40 omgange kom jeg i udbrud med ham, og jeg kan huske, at jeg tænke, at nu sad jeg der og kiggede i røven på stjernen. Da der manglede to spurter, førte jeg, men jeg var træt. Klubtræneren, Allan Poulsen, råbte og heppede fra sidelinjen. Jeg var tæt på at vinde, men ét point adskilte os. Jeg var et nyt talent indenfor sporten, og presseopbuddet var stort – alle ville have interviews! Det var noget af det største i min ungdom.”
Senere meldte Hans Ørsted fra til OL, men desværre for Jørgen som nummer to, blev der ikke udtaget en ny banerytter til at repræsentere Danmark.
EN BRAT STOPPER FOR KARRIEREN
Som seniorrytter kvalificerede Jørgen sig til a-klassen og til Nordisk Mesterskab, der skulle afholdes i Aarhus. På vej til stævnet oplevede Jørgen sin første ulykke. De var kun lige kommet ud af Svendborg, da de bliver involveret i en alvorlig bilulykke, hvor det kun 21-årige cykeltalent brækkede ryggen og fik to discusprolapser. Den blomstrende karriere var nu udfordret.
“Men jeg var vant til smerter fra den hårde træning, og efter én uge forlod jeg sygehuset, og to måneder senere blev jeg Fyns-mester. Jeg var veltrænet og derfor hurtigt igang igen. Det gik godt, og jeg kom i a-klassen igen, men jeg kom aldrig helt på toppen igen. Der var også krise i mit ægteskab, så jeg fik ikke cyklet nok. Det betød, at jeg så startede hver sæson i b-klassen for så at rykke op i a-klassen. Men jeg måtte erkende, at jeg aldrig ville komme op på det helt høje plan igen.”
I slutningen af 1980’erne overvejede Jørgen derfor alternativer til sin egen aktive karriere, og som et kendt navn indenfor sporten, var det oplagt for ham at starte nogle forløb op med juniortalenthold. På det tidspunkt boede Jørgen på Sjælland og startede bl.a. talenthold op i Næstved, på Amager og i Køge og brugte det meste af sin tid på at træne de unge, finde sponsorer mm.
CYKELHANDLER I FØDEBYEN
I cykelkredse var Jørgen udelukkende kendt som ‘Misura’. Et kælenavn, der stammede fra dengang, han kørte cykel løb i Italien.
“Når de italienske kommentatorer skulle forsøge at udtale ‘Jørgen’, så lød det nærmest russisk. Så de kaldte mig Misura, som vist nok betyder ‘fylde’ eller ‘volumen’, da jeg var meget større end de spinkle italienere.”
Da Jørgen fyldte 50 år, købte hans hustru navnet til ham, og han er nu den eneste i verden, der bærer navnet Misura. Kort efter den runde dag, startede han, nu tilbage i Svendborg, en cykelforretning i en gammel købmands butik på Sankt Jørgens Vej. Herfra drev han Misura Cykler i ti år.
“Forretningen var en kæmpe succes, og jeg stoppede helt med cykling, men jeg holdt mange foredrag og havde fortsat med sporten at gøre. Jeg var altid med på sidelinjen og var meget engageret i sporten. Forretningen havde en god omsætning, og vi var specialister i salg af specieldesignede cykler, og vi havde sideløbende en import fra Italien af cykeldele. Men ét år havde vi bestilt mange varer hjem, som vi ikke fik solgt, før sæsonen sluttede. Det væltede desværre økonomien, og jeg måtte sælge butikken. Nu var cyklingen stoppet, forretningen var lukket, og mit andet ægteskab var røget. Det kørte mig psykisk ned, og jeg holdt derfor en pause i tre år, hvor jeg boede lidt rundt omkring som en nomade.”
ÉN ULYKKE KOMMER SJÆLDENT ALENE
Da Jørgen var kommet til hægterne igen, flyttede han til Køge og fik et job som cykelsælger. Han fik lysten tilbage og startede nu flere motionsklubber op, og det rygtedes i cykelverdenen. Jørgen fik startet 30 klubber op, hvor medlemmerne lærte både teori og praksis omkring cykling, og han fungerede som en slags konsulent, der altid stod til rådighed for klubberne, og alt kørte godt indtil en skæbnesvanger morgen.
“Jeg havde 17 kilometer til arbejde, og jeg tog altid cyklen, uanset vejret. En mørk oktobermorgen i 2009, hvor der lå et snelag i trafikken, gik det galt. Jeg var sent på den og havde fart på. Med omkring fyrre kilometer i timen cykler jeg frontalt ind i en varevogn, ryger gennem forruden og ud ad sideruden og bliver ligger helt stille på vejen, for jeg kunne mærke kraftige smerter fra nakken.”
På sygehuset konstaterede de, at Jørgens nakke var brækket tre steder, og nøglebenet var revet ud af led. Efter flere operationer og en måned i koma begyndte en lang genoptræning, hvor Jørgen startede i kørestol og med armene bundet op.
“Jeg var vant til at træne seriøst, men da jeg gik de otte måneder til genoptræning på et plejehjem, tænkte jeg virkelig, om jeg kunne synke dybere. Men jeg havde også god tid til at tænke over fremtiden.”
29
ET NYT, STORT PROJEKT
“Jeg fik pga ulykken en betragtelig erstatning, og foruden en ny cykel, naturligvis, så besluttede jeg og min daværende hustru (nummer 3, red.), at vi ville være aktive indenfor spinning. Vi flyttede til Ulbølle, for jeg havde en drøm om at lave et helt center. Vi købte en ruin fra 1770 og brugte tre år på at gå og lave det i stand.”
Således opstod Fausto Coppi Sport & Familie Center, som var et alternativt fitnesscenter, hvor både eliten og motionister kunne træne sammen. Men den entreprenante Jørgen så flere muligheder i lokalerne, som de også lejede ud til koncerter, fester og events. De 50 spinnings cykler skulle blot flyttes først.
“Det var et fantastisk sted, og vi kørte stedet ti år i alt. Men en dag efter morgenspinning, havde jeg det ikke så godt. Om aftenen mistede jeg bevidstheden, og en hundepasser opdagede mig og ringede 112.”
Denne gang viste undersøgelserne, at Jørgen havde en blodprop i hjertet samt tre små i hjernen. Han måtte erkende, at han ikke villle komme tilbage i god form. Cykelkarrieren var slut, og de solgte deres fitnesscenter. Men der er stadig krudt i rumpen, og Jørgen er nu aktiv med renovering af sit hus i Horne, ligesom han træner i fitnesscenter, dog på lavere blus end tidligere.
“Jeg må maksimalt få min puls op på 140, så jeg kan ikke dyrke spinning længere. Det er da irriterende ikke at kunne det samme som tidligere, men pyt, for lægerne forventer ikke, at jeg bliver så gammel,” griner Jørgen Misura Nielsen, der overalt hvor han færdes underholder med sine mange oplevelser – både med cykling og ulykker.
