Tekst og foto: Henrik Poulsen
De lokale kunstnere Oliver Streich og Els Cools er i disse uger i fuld gang med endnu et stort gavlmaleri – denne gang på TietgenSkolen i Odense. Værket pryder en stor indendørs gavlvæg i skolens vindfang og tager både udgangspunkt i skolens navn og i den driftige erhvervsmand bag det: C.F. Tietgen.
Gavlmaleriet er placeret på skolens afdeling ved Bolbro og udføres på en hidtil hvid og anonym væg, som nu forvandles til et detaljerigt kunstværk. Motivet kredser om Tietgens betydning for Danmarks industrielle og erhvervsmæssige udvikling.
– Det måtte gerne handle om Tietgen, og han har jo været en helt enormt driftig mand. Han har været med til at grundlægge blandt andet DFDS, De Danske Sukkerfabrikker, Tuborg og Det Store Nordiske Telegraf-Selskab. Det er sådan set i hele Danmark, at han har været med til at sætte gang i tandhjulene, fortæller Oliver Streich.
Netop tandhjulene er et centralt element i værket. Sammen med et portræt af C.F. Tietgen symboliserer de udvikling, fremdrift og sammenhængen mellem idéer og handling.
– Hvert tandhjul tager omkring to dage at male. Der er simpelthen så mange detaljer, og opgaven har taget noget længere tid, end vi havde regnet med, siger han.
Gavlen måler cirka 11 x 5 meter og er synlig både indefra og udefra gennem skolens store vinduespartier. Når mørket falder på, bliver værket oplyst, hvilket giver en helt særlig effekt. – Det ser virkelig fedt ud, når man kommer udefra og kan kigge ind.
Vi er meget glade og tilfredse med resultatet, siger Oliver Streich om arbejdet. der har stået på i omkring en måned.
Parret har arbejdet med gavlmalerier i omkring 7-8 år, og opgaverne er blevet en stadig større del af deres virke. Hvor de tidligere lavede ét om året, er der nu flere projekter på vej – både i Danmark og i udlandet.
– Folk har fundet ud af, at det er noget, vi kan, og at vi har lyst til det. Vi har opgaver på vej i København, i Randers, et projekt i Belgien og også nogle mindre opgaver rundt omkring, fortæller han. Som ægtepar udgør de et tæt makkerpar, hvor de supplerer hinanden både kunstnerisk og praktisk.
– Els er den kunstneriske chef og har overblikket, mens jeg tager mig af meget af det tekniske og fysiske – som perspektivet i tandhjulene og arbejdet på stilladserne.
Det er en stor glæde at have fælles projekter og skabe noget sammen, siger Oliver Streich. Og æren for det færdige udtryk deler han gerne ud:
– Det er min kone, der maler godt, slutter han med et smil.










