Tekst og foto: Henrik Poulsen
Fredag, lørdag og søndag danner Faaborg ramme om DM i issvømning, og forberedelserne er i fuld gang på havnen.
Onsdag morgen bød dog på en noget uventet udfordring for arrangørerne, da havnebassinet var frosset helt til.
Rico Busk og resten af teamet fra Outdoor Sydfyn mødte tidligt op for at foretage den præcise opmåling og test af bassinet, som er en afgørende del af forberedelserne til mesterskabet. Men før arbejdet kunne gå i gang, måtte isen fjernes.
– Der er altid udfordringer, når man afvikler DM i issvømning, men det her var en af de mere vilde morgener. Vi kom ind til et bassin, der var fuldstændig frosset til, fortæller Rico Busk.
En af de vigtigste opgaver op til mesterskabet er at sikre, at svømmebanen måler præcist 25 meter. – Bassinet skal stå knivskarpt. Banetårnet skal stå knivskarpt. Det kræver, at hele bassinet er renset op, og derfor blev vi nødt til at få isen væk, siger han.
Løsningen blev fundet med både kreativitet og teamwork. Der blev hakket hul i den ene ende af bassinet, sat en krog i den modsatte ende – og så blev isen ellers trukket fri, stykke for stykke. – To meter ad gangen. Hakke mere væk. Trække igen. Til sidst lå al isen samlet i den ene ende, hvor den blev taget op med fiskenet og fjernet, forklarer Rico Busk.
Selvom der fortsat er vinter i luften, forventer arrangørerne ikke, at isen bliver et problem igen. – Temperaturen ligger omkring nul grader, og der er allerede begyndt at komme lidt bevægelse i vandet. Så jeg tror faktisk ikke, vi får samme problem igen, siger han.
DM i issvømning skydes i gang fredag og fortsætter hen over weekenden. For publikum er der rig mulighed for at opleve både konkurrencerne og stemningen på tæt hold.
– Stemningen er høj hele dagen både lørdag og søndag – og allerede fra fredag klokken 15. Det bliver virkelig fedt, lover Rico Busk.










