Tekst og foto: Henrik Poulsen
Boligmarkedet i Faaborg-Midtfyn Kommune er i markant fremgang. Nye handelstal fra Boligsiden viser, at kommunen – sammen med Odense – har den største stigning i antallet af solgte huse på Fyn fra 2024 til 2025.
I Faaborg-Midtfyn Kommune blev der i 2024 solgt 665 villaer og rækkehuse, mens tallet i 2025 steg til 764 handler. Det svarer til en fremgang på 15 procent, hvilket placerer kommunen helt i top blandt de fynske kommuner.
Fremgangen i Faaborg-Midtfyn flugter med en generel stigning på landsplan. I hele Danmark blev der i 2025 solgt 59.956 villaer og rækkehuse, hvilket er det næsthøjeste årsresultat i Boligsidens statistik. Det samlede salg er steget med 14 procent sammenlignet med 2024.
Udviklingen er bredt funderet. I 94 af landets kommuner blev der solgt flere huse i 2025 end året før. I én kommune var niveauet uændret, mens blot tre kommuner oplevede et fald, konstaterer Boligsiden.










