Tekst og foto: Henrik Poulsen

Fyns Politi har i den seneste døgnrapport registreret to indbrud i Faaborg samt en sag om narkokørsel i Ringe.

Det ene indbrud fandt sted natten til søndag den 18. januar klokken 00.28 på Odensevej i Faaborg. Her skaffede gerningspersonen sig adgang via et opbrudt vindue. Ifølge politiet blev der ikke stjålet noget fra stedet.

Det andet indbrud blev anmeldt fra Stenbækvej i Faaborg og er sket lørdag den 17. januar omkring klokken 21.00. Her blev der ligeledes skaffet adgang gennem et opbrudt vindue, og fra stedet blev der stjålet blandt andet højttalere, lamper, værktøj og hårde hvidevarer.

Derudover blev en 48-årig mand fra Faaborg-Midtfyn Kommune fredag den 16. januar klokken 10.18 standset på Hovedvejen i Ringe. Manden er sigtet for at have ført personbil under påvirkning af euforiserende stoffer, hedder det i døgnrapporten.

Desuden blev en 32-årig mand fra Faaborg-Midtfyn Kommune i weekenden sigtet for at være i besiddelse af euforiserende stoffer, da politiet konfronterede ham på Ørbækvej i Odense lørdag aften.