Tekst: Henrik Poulsen
Foto: Privat og Henrik Poulsen
Torsdag eftermiddag blev hverdagen brat afbrudt hos Shell Faaborg på Assensvej, da en bil pludselig kørte direkte ind gennem et af de store facadevinduer til butikken.
Ifølge ejer af Shell Faaborg, Inge von Essen, der selv var på arbejde bag disken, skete episoden kort før klokken 15.
– Jeg stod oppe ved disken og var ved at bestille medicin, da det pludselig sagde et meget højt brag. Jeg fik disken ind i maven, ruden sprang, og så lå der ellers pølser, boller, lightere, lakrids og alt muligt andet spredt ud over det hele, fortæller hun.
Bilen, en VW ID.4, blev ført af en mand, der holdt udenfor og ventede på sin kone. Ifølge Inge von Essen valgte bilisten ved en fejl at køre fremad i stedet for baglæns, da han skulle forlade pladsen.
– Han sætter bilen i fremad i stedet for bakgear. Det er en elbil, og jeg havde klart foretrukket, at han var kørt baglæns, siger hun med et skævt smil.
Braget kunne høres i hele bygningen – også i kælderen, hvorfra medarbejderne kom løbende op.
– Jeg råbte højt, fordi jeg blev forskrækket, og det gjorde resten af butikken også. Alt stod stille i nogle sekunder, før det gik op for os, hvad der egentlig var sket, fortæller hun.
Heldigvis kom ingen personer til skade, men både bilist og passager var tydeligt chokerede.
– De var meget forskrækkede. Hans kone var faktisk næsten på vej ind i bilen, da han begyndte at køre fremad, men der skete heldigvis ikke noget med nogen af os, fortæller Inge Von Essen, der med et smil beretter, hvordan hun hurtigt fandt Gevalia-kaffen frem.
– Det er jo den kaffe, man byder uventede gæster, så det fik de, mens vi måtte berolige hinanden lidt. Man står jo lige og skal finde ud af, hvem man ringer til først, og hvad man gør.
Politiet var forbi stedet, og efterfølgende er forsikringsselskab, kølefirma og skadeservice blevet involveret for at sikre bygningen og gennemgå skaderne.
Udefra er skaderne tydelige. Et stort hul gaber i facaden, og der ligger stadig glasskår i og omkring butikken. Indvendigt er disken rykket omkring en halv meter. Alligevel holder Shell Faaborg åbent.
– Vi gør det så godt, vi kan. Der er ikke dankort i den ene ende, men ellers holder vi åbent som normalt, siger Inge von Essen.
– Vi er lidt chokerede, men vi er også nødt til at lave lidt sjov med det, for ellers bliver det svært. Alt skal nok blive fint igen – men det var lige lidt ekstra dramatik for en torsdag eftermiddag, slutter hun.










