Tekst og foto: Henrik Poulsen

Hvad skal der ske med den markante Slagteribygning på Faaborg Havn?

Det får borgerne svar på fredag den 23. januar, når vinderprojektet for transformationen af den tidligere industribygning bliver offentliggjort.

Arrangementet har fået navnet Liv, Lys og Fremtid og markerer et vigtigt skridt i udviklingen af Slagteribygningen, som fremover skal danne ramme om et nyt fællesskabshus med kultur og events, bibliotek, foreningsliv, fødevareiværksætteri og aktiviteter året rundt.

Slagteribygningen har i mange år været et velkendt vartegn på havnen, men står nu over for et nyt kapitel. Gennem en projektkonkurrence har Ejendomsfonden Slagteribygningen og Faaborg-Midtfyn Kommune søgt bud på, hvordan bygningen kan få nyt liv og blive et åbent og inviterende samlingspunkt for både borgere, turister og gæster.

Udviklingschef for Slagteribygningen, Christian Lauesen, fremhæver den store faglige interesse for projektet.

– Vi stod med en kompleks bygning og en stærk vision, og alligevel har feltet leveret løsninger, der både respekterer Slagteribygningens industrielle arv og peger beslutsomt ind i fremtiden. Vinderprojektet viser, hvordan kultur, fællesskab, iværksætteri og stærk arkitektur kan forenes i et hus, der bliver et levende omdrejningspunkt for hele Faaborg, siger han.

Arrangementet finder sted fra klokken 14.30 til 17.30 på Værftsvej 8 i Faaborg.

Programmet byder blandt andet på rundgang i bygningen, indslag fra foreningslivet, musik, smagsprøver fra fødevareiværksættere samt præsentation af det vindende projekt.

Der er fri entré til arrangementet, men et begrænset antal pladser.