Tekst og foto: Henrik Poulsen

De lokale stresslæger Trine Rønnov og Hans-Jørgen Andersen, der står bag stress- og retrætestedet Bimosegaard Refugie ved Falsled, er netop aktuelle med en ny bog, der sætter fokus på dem, som ofte står i skyggen af stresssygdommen: de pårørende.

Bogen har titlen Tæt på stress – en guide til pårørende, venner og kolleger og er den første danske bog, der udelukkende henvender sig til dem, der står tæt på et menneske med stress, fortæller parret i en pressemeddelelse.

Dagligt oplever mere end 400.000 danskere symptomer på stress, og ifølge forfatterne rammer sygdommen sjældent kun den enkelte. Når et menneske bliver ramt, påvirkes hele omgangskredsen – partneren, familien, vennerne og kollegerne.

Trine Rønnov og Hans-Jørgen Andersen har gennem flere år arbejdet intensivt med stressramte på Bimosegaard, som de driver som et refugium med fokus på ro, natur og helhedsorienteret behandling. Her har de mødt både stressramte og deres pårørende – og set, hvor stort et pres omgivelserne ofte står i.

Mange pårørende oplever frustration, afmagt og tvivl: Hvordan hjælper man bedst? Hvornår støtter man – og hvornår gør man situationen værre? Og er der overhovedet plads til ens egne behov?

Det er netop disse spørgsmål, bogen tager fat på.
Tæt på stress giver konkrete og ærlige råd til, hvordan man kan støtte et menneske med stress uden selv at brænde ud. Samtidig sætter bogen ord på de følelser, der ofte følger med – som skyld, vrede og magtesløshed.

Bogen rummer også personlige fortællinger fra partnere, børn, venner og kolleger, der beskriver, hvordan stress kan ændre relationer og hverdagsliv.

I en tid, hvor stress ofte beskrives som en folkesygdom, ønsker de to lokale stresslæger med bogen at give pårørende viden, forståelse og små redskaber, der kan gøre en svær situation mere håndterbar – både for den stressramte og for dem, der står tættest på.