Tekst: Henrik Poulsen
Foto: Jørn Ungstrup (Arkivfoto)

Traditionen tro inviterer Klokketårnets Venner i samarbejde med Faaborg Kirke igen i år til Nytårsmarch – en hyggelig og stemningsfuld måde at skyde det nye år i gang på sammen med byen, fortæller de i en fælles invitation.

Torsdag den 1. januar kl. 11.00 mødes deltagerne ved Klokketårnet, hvorfra marchen går ud på Danmarks Bedste Motionsrute.

Undervejs er der mulighed for at vælge mellem en kortere rute på 3 kilometer rundt om Sundet eller en længere tur på 5 kilometer, som ruten er skiltet til.

Begge ruter samles igen ved Faaborg Kirke omkring kl. 12.15. Her vil sognepræst Henrik Nedergaard sætte ord på det nye år, inden 2026 synges ind i fællesskab. Arrangementet rundes af med nytårshilsen, champagne og kransekage, og det hele forventes afsluttet inden kl. 13.00.

Alle er velkomne – også dem, der ikke har mulighed for at gå turen. Man kan blot møde op ved kirken kl. 12.15 og være med til afslutningen.

Familie, venner og hunde er naturligvis også inviteret med til årets første fælles oplevelse i Faaborg, lyder det fra arrangørerne.