Tekst: Henrik Poulsen
Foto: Pressefoto

Nye tal fra politikredsen giver et overblik over udviklingen i antallet af juleindbrud i Faaborg-Midtfyn Kommune og resten af Fyn gennem de seneste fire år.

Opgørelsen dækker perioden fra den 12. december til og med den 4. januar, dog er 2025-tallene foreløbige og kun opgjort frem til den 12. december.

Tallene viser, at Faaborg-Midtfyn oplevede en markant stigning i juleindbrud i 2024, hvor der blev anmeldt 29 indbrud. Det er mere end en fordobling sammenlignet med året før, hvor tallet lå på 13 indbrud. I 2022 var antallet 9.

I år, 2025, er der indtil videre anmeldt 13 juleindbrud i Faaborg-Midtfyn Kommune, opgjort pr. 12. december. Det er et fald i forhold til 2024, men politiet understreger, at tallene forventes at stige i takt med, at juleferien skrider frem, og flere boliger står tomme.

– Ud fra et politifagligt perspektiv er det ikke overraskende, at vi ser det antal indbrud, vi ser i juledagene. Men vi ser selvfølgelig gerne, at tallene falder og ikke stiger, lyder det fra politiet.

Ser man på resten af Fyn, topper Odense fortsat statistikken med 42 indbrud både i 2024 og foreløbigt i 2025, mens Svendborg har oplevet et markant fald – fra 20 indbrud i 2024 til foreløbigt 5 i år. Det understreger, at udviklingen kan svinge betydeligt fra kommune til kommune.

Alle indbrud, der bliver anmeldt, bliver efterforsket, og indbrud er omfattet af politigarantierne. Det betyder, at politiet rykker ud til alle indbrud inden for 24 timer. Politiet opfordrer samtidig borgere til ikke at rydde op eller røre ved noget, før politiet har været på stedet og sikret spor.

Man behøver heller ikke have det fulde overblik over, hvad der eventuelt er stjålet, når anmeldelsen foretages.

– Det kan altid registreres senere på politi.dk, oplyser politiet.

Erfaringen viser, at der i juleperioden både kan være tale om lokale og omrejsende indbrudstyve, og det videre efterforskningsarbejde skal afdække, hvem der står bag indbruddene i år.

Samtidig opfordrer politiet borgerne i Faaborg og omegn til at tage deres forholdsregler: Sørg for, at boligen ser beboet ud med timerstyret lys indendørs og sensorstyret lys udendørs, tal med naboerne og hold øje med hinandens boliger, kør skraldespande ind og overvej at parkere en ekstra bil i indkørslen, hvis det er muligt.

Med flere feriedage foran os forventer politiet, at 2025-tallet endnu ikke er endeligt, og opfordrer til ekstra opmærksomhed i juledagene og frem mod nytår.