Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Mads Holdgaard
Der er noget på spil, når en indre fortælling skal skrives ned og deles med andre. Det ved de fleste forfattere, og det ved Matilde Hyldal, der netop har været igennem den lange og svære proces med at omdanne tanker og scener til en sammenhængende roman. Her i december udkommer hendes anden roman, og i dette forfatterinterview får du et indblik i den litterære proces fra idé til færdigt produkt.
For forfatter Matilde Hyldal har det med at skrive altid været en del af hendes hverdag, og hvis hun skal se tilbage til ungdommen, ser hun sin fordybelse i de skrevne ord som en ubevidst, mental øvelse for at skabe ro i et hoved, der ofte kører på højtryk.
– Jeg har skrevet lige siden dengang, man brugte disketter. Så der må ligge en hel stak disketter et sted. Mest små historier, og altid lidt dystre og tragikomiske, og jeg har haft en idé om, at de skulle blive til en roman engang.
Ud over at skrive sine egne historier, så har Matilde også altid læst meget, og især Benny Andersen er en forfatter, hun ofte er vendt tilbage til, for hun nyder hans ikoniske digte med en snert af ironi. Også forfattere som Tove Ditlevsen, Knut Hamsun, Henrik Ibsen og Jeppe Aakjær har haft Matildes opmærksomhed, mens idéen om at skrive sin egen bog voksede gradvist frem.
– Jeg har altid skrevet lidt hist og pist, men da jeg var i praktik som lærer i et fængsel, fik jeg endeligt historien til min første roman. Det var egentlig et meget upraktisk tidspunkt, men i fængslet så jeg, hvor forskelligt mennesker kan opfatte livet, og jeg fik mulighed for at se meget fra et andet perspektiv.
Bag murene mærkede Matilde en undren over, hvor mange ordentlige mennesker, der sidder i fængsel. For selvom de jo netop er fængslet af en grund, så mødes de mange steder fra af fordomme. Men vi er alle sammensatte mennesker, forklarer hun, og ingen lever et så poleret liv, som nogle viser frem på sociale medier.
– Mange går og tror, de er forkerte, fordi de aldrig snakker om livet, og hvordan det er. Men så møder man en veninde, og pludseligt snakker man også om alt det vanskelige. Det er ikke alt, der shiner.
Med grundfortællingen på plads, gav Matilde sig til at skrive et udkast til sin socialrealistiske debutroman, og med den under armen gik hun på biblioteket og spurgte, om der var én, som kunne læse udkastet igennem og komme med feedback.
Biblioteket satte Matilde i kontakt med Ina Lykke Schmidt, der er uddannet i sprog og havde mod på opgaven. Hun var ikke i tvivl. Denne historie skulle Matilde bestemt gå videre med.
– Jeg er jo ikke litterært dygtig, men nok mere sjusket og doven, og da jeg sendte den til det første forlag, meldte de tilbage, at jeg havde en god historie, skulle forfines og pudses til.
Matilde arbejdede videre på sin roman og fik den korrekturlæst, og i 2019 antog forlaget Historia bogen med titlen ‘Ikke jeres sted’. Debutromanen er båret af karakterer, som læsere vil kunne relatere til fra hverdagen. Man følger hovedpersonen, Lea, som er nyskilt og skal finde ud af at stå i en kaotisk hverdag med arbejde, børn, økonomi og kærlighed. En kærlighed, der udfordrer grænser som alder, socialklasser og etnicitet. En kærlighed, der ændrer Leas syn på sig selv og åbner op for nye følelser, mens hun hovedløst og nyforelsket balancerer mellem at være en ansvarlig mor, en cool ekskone, en god veninde og datter.
Men vejen fra idé til et færdigt produkt er kringlet, og det har Matilde oplevet med begge sine bøger. For hun arbejder ikke struktureret og disciplineret med teksten. Det er derimod historien, scenerne og karaktererne, der interesserer hende.
– Det hele er ren impuls. Når jeg får en idé til en scene, så er det ofte et upassende sted, hvor jeg ikke kan skrive ned, og måske har jeg glemt den, når jeg kommer hjem. Derfor tager det lang tid at skrive en hel roman. Så har jeg måske 30 scener, der ligger hulter til bulter, og dem skal jeg have til at passe kronologisk.
Så når arbejdet med den sammenhængende historie skal i gang, så begynder Matilde at kede sig. Hun bliver let afledt, og nu har figuren måske bukser på i en scene, hvor hun tidligere havde taget dem af. Heldigvis kan redaktøren komme med konstruktiv kritik, og her skal det helst begrænses til fx tre ting ad gangen, som Matilde skal rette.
– Jeg siger ja, hvis nogen byder på kaffe, for det er jo sjovere end at rette tekst. Men det er ok, at det går op og ned, ligesom det gør for Lea i fortællingen, hun skøjter videre uden at dvæle ved tingene.
Måske netop derfor skulle der gå seks år mere, inden bog nummer to blev en realitet. En lang proces i en flyvsk, krøllet hjerne, med en presset hverdag at passe oveni.
I mellemtiden er Matilde også selv blevet skilt og har været alenemor til sine tre drenge, og på den måde kan debut romanen ses som være skrevet på forkant af hendes eget liv. Nu er hun landet i tilværelsen igen, og der er meget mere, læserne skal vide om Leas liv, og denne gang har skriveprocessen været lidt nemmere.
– Nu kender jeg bedre karaktererne og dialogen. I denne bog er der også en ny karakter, Liselotte, som er en veninde til Lea. Lea bimler stadig rundt, og hun har meget på spil og genopdager sig selv på flere området, bl.a. på det sexuelle område.
Her i december udgiver forlaget Mellemgaard romanen, der bærer titlen: ‘Frossen verden, nøgen sjæl’, samtidig med at de relancerer debutromanen. Som forfatter er det naturligvis positivt at få en bog antaget, men det er også forbundet med ambivalens.
– Selvom min førte bog blev taget mega positivt imod, så veksler jeg lige nu mellem at synes, det er fedt at nummer to kommer, til at jeg fortryder det. Som forfatter bliver man sårbar, for kan folk adskille Lea fra mig?
Romanen fortæller en barsk, rå historie, og derfor er der meget humor med i fortællingen, og Matilde håber, at læserne kommer til at føle sig underholdt og samtidigt får det lidt dybere budskab med, selvom bogen bevidst er skrevet i et let læseligt sprog uden for mange langstrakte beskrivelser.
– Jeg håber også, at forkerthedsfølelsen vil dale, for ingen har et liv som på Instagram. Måske vil mange kvinder slappe lidt af, og så håber jeg, at de bliver inspireret af det med at genopdage sig selv og al den sexualitet og lidenskab, der drukner i forældremøder og dagligdagens trummerum.
Matilde håber også på, at bogen kommer ud og leve på en måde, som det ikke lykkedes med den første på grund af restriktioner i corona-tiden.
– Jeg vil gerne rundt og fortælle om den og bruge den til noget. Ud og holde samtaleaftener, så mine figurer lever og forhåbentlig inspirerer. Jeg er jo blevet så glad for dem. Faktisk er hun så glad for fortællingen, at den skal afsluttes med en tredje bog, som hun arbejder med aktuelt.
– Historien er på plads, men jeg arbejder fortsat med karaktererne. Det bliver også den sidste bog om Lea, for hende kan man ved gud blive træt af, griner Matilde Hyldal.
INFOBOKS
Matilde Hyldal Christensen, født i 1976
3 sønner på 26, 21 og 17 år
Kæreste med Lars Løvendahl
Uddannet folkeskolelærer med dansk, kristendom og specialpædagogik
Arbejder på Korinth Efterskole på forfatterlinjen, underviser i dansk og er mentor
Fritid: Læse, spille klaver, kolonihave, padel, drikke øl, feste og være sammen med venner
Kendetegn: har altid rødmalede læber, lakerede negle og uglet hår
