Tekst og foto: Henrik Poulsen

I dag deler Faaborg Restvarer deres julekurve ud til værdigt trængende, og vi fik lov at kigge forbi fredag eftermiddag, mens de frivillige i foreningen Helle Sol Madsen og Pernille Demuth pakkede på livet løs – ikke i kurve, men i store banankasser.

Der er travlhed i foreningens nye lokaler i Østergade i Faaborg. Kasserne står i stabler, og på bordene bliver der sorteret og pakket, mens snakken går.

For første gang foregår juleuddelingen her, og det mærkes tydeligt, at rammerne betyder noget. Formand for Faaborg Restvarer, Christina Kjølby, følger arbejdet tæt og giver indblik i en juleuddeling, der i år er større end nogensinde før.
– Vi er i fuld gang med at pakke julekurve, og vi har fået rekordmange ansøgninger i år. Vi ender på 70 julekurve til 70 trængte familier, fortæller hun.

Fredagens arbejde handler om alt det, der kan pakkes i forvejen. Lørdag formiddag mødes resten af de frivillige, hvor køle- og frostvarer bliver lagt i, inden udleveringen begynder.

– I morgen kommer vi fra klokken 11, og så lægger vi alt det på køl og frost i. Der kommer også et julekort i hver kasse, og så serverer vi lidt gløgg og æbleskiver. Selve udleveringen er fra klokken 13 til 16, siger Christina Kjølby.

Alle, der har søgt, får i år en julekurv – noget, formanden ikke lægger skjul på, at hun er stolt af. – Vi har været inde og vurdere alle ansøgninger, og alle har et reelt behov. Derfor har vi heldigvis kunnet sige ja til alle, og det betyder rigtig meget.

Indholdet i julekurvene er også mere omfattende end tidligere år.
– Når vi har midlerne til det, så synes jeg, familierne skal mærke, at det er jul. De skal føle sig forkælet. Det betyder så også, at vi er ved at løbe tør for plads i banankasserne, griner hun og tilføjer, at næste punkt på to do-listen er at skaffe ekstra plastikposer.

For Christina Kjølby handler dagen dog om langt mere end madvarer og kasser. Det handler om mennesker.
– Det er en glædens dag. At se lyset i øjnene på folk. Og nu, hvor vi har de her nye lokaler, kan folk også sætte sig ned og få en snak.
Hun fortæller, at stemningen allerede har ændret sig markant.
– Folk, der tidligere nærmest kravlede langs panelerne, de kommer nu ind, sætter sig og møder ligesindede. Der bliver grint, der bliver grædt, og der bliver drukket kaffe.

Behovet for Faaborg Restvarer er ikke blevet mindre siden foreningen blev etableret – tværtimod.
– Der er mere behov nu. Vi får så mange tårevædede beskeder, at man næsten ikke tror, det er virkeligt. Men det er det. Og vi har fået mange flere medlemmer, hvilket også betyder, at vi i år deler flere julekurve ud, slutter Kjølby

Inden vi forlader Faaborg Restvarer, må Christina Kjølby lige afbryde talestrømmen for en stund, da der pludselig står en ældre herre i døren.
– Min kone og jeg vil gerne støtte jer lidt. Vi mangler ikke noget. Der er så mange andre, der kan støttes, men jeg føler, der går for meget til administration, så her er en hilsen fra Kirsten og mig, siger manden, mens han rækker en pose kaffe og 500 kr. frem mod Kjølby.

Faaborg Restvarer har også i år modtaget en lang række donationer til foreningens julekurve: 70 lakseportioner fra Nordfra, 25 ænder fra Restaurant Klinten, 45 ænder fra Rema 1000 i Faaborg, æblemost til alle kurve fra Avernakø Gårdbutik, 5 gavekort á 100 kr. fra Danmission, samt gode priser, julegaver til alle børn fra Føtex Faaborg samt 5000 kr. fra Ole Billum.

Modtagerne kan i år se frem til:
And
Medister
Flæskesteg
Smør
Sødmælk
Piskefløde
Laks
Nødder
Vin
Æblemost
Sodavand
Servietter
Chokolade og slik
Almindelige kartofler
Glaskartofler
Chips
Rødkål
Sukker
Vanilje
Grødris
Mandler
Kirsebærsovs
Æbler
Klementiner
Svesker
Kaffe