Tekst og foto: Henrik Poulsen

Faaborg Museum står foran den mest omfattende restaurering i museets mere end 100-årige historie.

Med tilsagn på i alt 60 millioner kroner fra tre af landets største fonde kan det ikoniske museum i Grønnegade nu tage hul på en længe ventet modernisering – til glæde for både kunstværker og publikum.

A.P. Møller Fonden, Augustinus Fonden samt Aage og Johanne Louis-Hansens Fond har hver doneret 20 millioner kroner til projektet, der skal sikre, at arkitekt Carl Petersens enestående museumsbygning fra 1915 også fremover kan danne ramme om kunst i verdensklasse.

– December er miraklernes tid, og i år skete et af dem her i Grønnegade 75, siger museumsdirektør Anne Højer Petersen, der ikke lægger skjul på sin begejstring over den massive opbakning.
Bygningen er i dag præget af slid, og både indeklima, sikring og belysning lever ikke længere op til nutidens krav. Samtidig stiller museets status som fredet bygning særlige krav til, hvordan arbejdet kan udføres.

– Det er en meget kompleks byggesag. Vi skal løse bygningsstrukturelle udfordringer, forbedre klimaet af hensyn til bevaringen af kunstværkerne og give publikum en endnu bedre oplevelse – blandt andet med ny kunstbelysning. Alt sammen skal ske nænsomt og med stor respekt for de helt usædvanlige arkitektoniske værdier, bygningen rummer, forklarer Anne Højer Petersen.

Restaureringen bliver muliggjort gennem et tæt samspil mellem fonde, kommune og stat. Ud over fondsstøtten bidrager Faaborg-Midtfyn Kommune med 15 millioner kroner, mens staten støtter projektet med 5 millioner kroner.

– Med opgavens omfang og de krav, fredningen stiller, er det en kostbar proces. Derfor er vi meget taknemmelige for den generøse støtte, der nu gør det muligt at føre projektet ud i livet, siger museumsdirektøren.

Projektet forventes at gå i gang i 2026, hvor totalrådgivningen sendes i EU-udbud. Selve restaureringsarbejdet ventes afsluttet i 2029 – samme år som Faaborg kan fejre sit 800-års købstadsjubilæum.

Faaborg Museum er et statsanerkendt kunstmuseum og regnes bredt som et af Danmarks fineste eksempler på et helstøbt gesamtkunstwerk, hvor arkitektur, billedkunst og design går op i en højere enhed.

Museet rummer landets ældste specialsamling af Fynbomalernes værker, heriblandt kunstnere som Peter Hansen, Jens Birkholm, Johannes Larsen samt Anna og Fritz Syberg.

Fantastisk nyhed for Faaborg.