Tekst: Henrik Poulsen
Foto: Pressefoto

Det Sydfynske Øhav står foran en betydelig naturgenopretning, efter at Havnaturfonden og Den Danske Naturfond har tildelt midler til et større projekt, der skal genetablere stenrev og forbedre forholdene for livet under overfladen.

Projektet gennemføres i et bredt samarbejde mellem øhavets fire kommuner – herunder Faaborg-Midtfyn Kommune.

Faaborg-Midtfyn Kommune medfinansierer sammen med Langeland, Svendborg og Ærø projektet med 6,7 kr. pr. borger fra 2025-27. Med en bevilling på 10.460.000 kr. kan projektet “Drejørevet – mosaiknatur centralt i Det Sydfynske Øhav” nu realiseres fra 2026-27.

Borgmester Hans Stavnsager glæder sig over bevillingen og understreger betydningen for Faaborg og resten af øhavsområdet:

— Vi er dybt taknemlige for denne flotte bevilling. Samarbejdet med Havnaturfonden sikrer, at vi sammen på tværs af geopark kommunerne kan tage det første skridt i det store arbejde med at genoprette havnaturen i Det Sydfynske Øhav.

Projektet skal især gavne biodiversiteten, som gennem mange år har været presset af forurening, iltsvind, historisk stenfiskeri og udledning af næringsstoffer. Genoprettelsen af stenrev ved Mads Jensens Grund sydvest for Drejø skal skabe nye levesteder og genskabe tabte økologiske funktioner.
Ifølge Rasmus Elmquist Casper fra Geopark-sekretariatet er situationen alvorlig, men lysner:

— Tilstanden under overfladen i Øhavet er kritisk ringe. Men med aftalerne i Den Grønne Trepart og en kæmpe indsats for marin naturgenopretning, så er der faktisk håb for, at vi måske allerede i vores egen levetid igen kommer til at opleve liv i Øhavet som i de gode gamle dage.

Der er dokumentation for omfattende historisk stenfiskeri i området, og lokaliteten er tidligere kendt som en af Øhavets bedste pladser til torsk og fladfisk. Derfor vurderes det som ideelt at genskabe stenrev netop her.

Hans Stavnsager understreger, at Faaborg-Midtfyn Kommune som del af UNESCO Global Geopark har et særligt ansvar:

— Det sydfynske Øhav rummer en helt unik natur under havoverfladen, men længe har den dog været under pres. Når vi implementerer den grønne trepart, vil det medføre en markant reduktion af kvælstofudledning til Det Sydfynske Øhav. Derfor er det naturligt også at igangsætte projekter under havets overflade, som vil fremskynde yderligere, at det marine liv får bedre vilkår.