Tekst: Henrik Poulsen
Foto: Jørn Ungstrup

Faaborg ØH kan med stor glæde præsentere endnu en stærk tilgang til truppen i 2. division.

Fra januar slutter venstrebacken Mickey Brogaard Olah sig til klubben, hvor han bliver en central brik i jagten på oprykning til 1. division.

Mickey Brogaard Olah kommer til Faaborg ØH med erfaring fra flere markante klubber. Han har tidligere spillet i Greve, Ajax København, Mors-Thy, hvor han var en del af holdet, der vandt U19 DM-guld, samt TM Tønder.

Den alsidige og udviklingsorienterede spiller ser stærkt frem til at tage næste skridt i karrieren – og det skal ske i Faaborg.

– Jeg skifter til Faaborg ØH fra januar, da jeg kan se mig selv udvikle mig som håndboldspiller i det setup, der er hernede. Mit mål med Faaborg ØH er klart og tydeligt, at vi skal rykke op i 1. division til sommer og gøre alt, hvad vi kan for at blive i 1. division fremadrettet. Det er også klubbens målsætning, og derfor endte jeg med at tage valget, at Faaborg ØH skulle være det næste skridt i min karriere, fortæller Mickey Brogaard Olah.

Han understreger samtidig, at han glæder sig til at blive en del af hele Faaborg-miljøet – både på og uden for banen.

– Jeg glæder mig utroligt meget til at møde alle i og omkring Faaborg – både sponsorer, frivillige og ikke mindst truppen og trænerne. Jeg vil kæmpe alt, hvad jeg kan, for at vi lykkes med det, vi alle kan lide – og det er at vinde.