Tekst: Henrik Poulsen
Foto: Jørn Ungstrup
For tredje år i streg inviterer Faaborg-egnen til vinterdage med fokus på oplevelser og velvære i områdets smukke natur.
Det sker 23.-25. januar 2026, og traditionen tro er programmet fyldt med oplevelser for krop og sjæl.
Igen i år er en lang række aktører – restauranter, hoteller, butikker, foreninger og Faaborg-Midtfyn Kommune – gået sammen om at skabe Faaborg Vinterdage og DM i issvømning 2026.
I 2024 deltog 200 personer ved DM i issvømning, hvor der blev solgt 400 starter.
Det tal voksede året efter til 375 personer og 900 solgte starter. Allerede nu har DM i issvømning næsten udsolgt i 2026, og det forventes, at tallene i år rammer 450 personer og hele 1300 solgte starter.
Rico Jensen Busk, eventchef i Outdoor Sydfyn og ansvarlig for DM i isvømning, glæder sig over den store fremgang siden det første år.
– Vi ser frem til at samle endnu flere vinterbadere, elite-svømmere og gæster til en hyggelig og sjov weekend i 2026. Som altid sker der jo rigtig meget omkring bassinerne med saunaer, spisesteder og alle aktiviteterne ved Faaborg Vinterdage, fortæller Rico Jensen Busk.
Faaborg Vinterdage byder igen i år på de populære aktiviteter som samstrik i Den Gamle Gaard, skumringsdyp, toddy walk og saunagus. Men der er også mange nye oplevelser på programmet som Kunst & Kaffe, øl-tour samt mørkebad og natursanseterapi. Det bliver også muligt at se en isskulptur tage form og lave sin egen skulptur ved Havnebadet.
Programmet for Faaborg Vinterdage samt oversigt over restauranter og hoteller kan du finde på: visitfaaborg.dk/faaborgvinterdage










