Tekst og foto: Henrik Poulsen
Der har længe været et savn i Faldsled.
Et savn efter at kunne handle lokalt, mødes og mærke livet i landsbyen ved vandet. Men nu er ventetiden forbi. For første gang siden Spar lukkede for 20 år siden, får Faldsled igen sin egen dagligvarebutik.
Den 31. januar kl. 12 slår den døgnåbne selvbetjeningsbutik Smart Shop 24-7 dørene op – og det er en ny type købmand, der gør sit indtog i byen.
Det er murermester og faldsledbo Kasper Boe Rasmussen, der har købt ejendommen, hvor butikken nu etableres. Han så hurtigt potentialet, da han blev spurgt, om han ville investere i bygningen.
– Jeg blev prikket på skulderen, og spurgt om jeg var interesseret i at købe den her ejendom, fordi der var en interessant lejer, der gerne ville flytte ind. Da jeg hørte, at det drejede sig om en købmand, så synes jeg, at det lød rigtig spændende, fortæller Kasper Boe Rasmussen, der har sat sin underskrift på købet af ejendommen.
Han har afsat 100 af ejendommens 250 kvadratmeter til købmanden – og fremtiden for de resterende lokaler er allerede så småt på plads
– Vi drømmer om en café ved siden af, og der er allerede åbnet nogle muligheder i den retning. Bagved butikslokalet vil jeg gerne lave boxudlejning, og ude foran drømmer jeg også om at skabe mere liv – bænke, borde og måske udsalg af fisk, ost eller lokale råvarer, fortæller han.
Bag butikken står Unlimit Retail, der de seneste to år har åbnet en række delvist ubemandede butikker rundt om i landet. Salgschef Lars Petersen forklarer, at konceptet netop er udviklet til mindre byer som Faldsled:
– Vi finder områder, hvor det ikke længere er muligt at drive en bemandet butik. Folk handler ofte i større byer på vej til eller fra arbejde, og det har gjort, at de lokale købmænd har måttet lukke mange steder, siger han.
Smart Shop 24-7-modellen gør det derimod muligt at drive butikker i små byer, hvor omsætningen ikke rækker til fuldtidsbemanding. Bor der minimum 500 mennesker i en landsby, så burde konceptet være holdbart. Faldsled har 550 indbyggere og dertil et stort antal turister
– Det er én mand, der passer de fire butikker, vi får her på Fyn. Han kører rundt, fylder varer op, gør rent og laver egenkontrol. På den måde kan butikkerne fungere i byer, hvor en traditionel butik ikke kan.
Sortimentet bliver det samme som i deres butik i Espe: et fuldt lille købmandsudvalg, blot uden personalet bag disken.
Kunderne kommer ind enten med nøglebrik eller app. Efter erfaringer med natlige ubudne gæster andre steder er der dog lavet en ændring: Med app kan man kun komme ind mellem klokken 06–22, mens nøglebrikken giver adgang 24 timer i døgnet. Det er kun de lokale, der får nøglebrikken, fortæller Lars Petersen, der ikke er i tvivl om, at konceptet er levedygtigt i Faldsled.
Hos de to faldsledboere Henning Bahl og Mogens Jørgensen er begejstringen stor med udsigten til igen at få en dagligvarebutik til byen, og de har også selv taget del i de forberedende arbejde
– Vi forventer, at det betyder rigtig meget for lokalbefolkningen. Hele byen kan fra næste år lægge stort set al deres handel i byen, og det er vi rigtig glade for, siger Henning Bahl.
– Vi håber, at hele byen vil være med, og vi tror på, at det her bliver fremtidens indkøbsmulighed i landsbyer af vores størrelse. Derfor ville vi gerne være med fra starten – og det var Kasper heldigvis med på, supplerer Mogens Jørgensen.
De lokale kan allerede nu sætte kryds i kalenderen den 31. januar, hvor der venter en stor åbningsfest
Smart Shop 24-7 i Faldsled åbner nemlig officielt den 31. januar 2026 kl. 12, hvor der loves både gode åbningstilbud og en festlig stemning foran butikken.










