Tekst: Henrik Poulsen
Foto: Jørn Ungstrup
Dyreborg får et strejf af kunstnerisk julestemning, når Bådebyggeriet den 29. og 30. november 2025 slår dørene op til “Jul i Bådebyggeriet”. Begge dage fra kl. 10-16 inviteres besøgende indenfor til en weekend fyldt med kunst, gløgg og æbleskiver – og der er naturligvis fri entré.
Arrangementet byder på et særligt indslag, når de små gallerier fra Den Voigtske Gaard i Faaborg for en enkelt weekend rykker ud af byen for at præsentere et bredt udvalg af lokale kunstnere i de rå, maritime omgivelser på Dyreborg.
Gæsterne kan blandt andet opleve:
Rakubrændt keramik af Hanne Skjellerup
Stentøj skabt af Lise Veibæk
Malerier af Solvejg Kingo
Læderbælter og håndlavede knive af Jens Skjellerup
Derudover viser flere lokale kunsthåndværkere deres arbejde frem, heriblandt Britta Albert, Uffe Birkemose og Henning Halvorsen, som alle bidrager med unikke bud på brugskunst i høj kvalitet.
Med kunst, julehygge, varme drikke og den smukke kulisse ved vandet lægger Bådebyggeriet op til en weekend, hvor gæsterne både kan lade sig inspirere og komme i julestemning.










