Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Jørn Ungstrup
Uanset, om hjernen er skadet efter en blodprop, eller kroppen har mistet evnen til at lystre på anden vis, så opstår der noget magisk, når Birgitte Mikkelsen sætter rytmer og bevægelser sammen til en fælles danseoplevelse. For i dansen mødes mennesker. Her er man hverken syg eller handicappet. På dansegulvet er man dansepartnere, og det ses tydeligt i livsgnisten, der lyser ud af deltagerne.
Dansen har en transformerende kraft. At danse giver fællesskab, glæde og en eksistentiel håbefuldhed. Det var vi mange, der var vidner til, da TV2 viste deres dokumentar, Så længe vi danser, og efterhånden har flere forskningsforsøg også vist, at dansens rytmer kan øge niveauet af dopamin og dermed booste både velvære og livskvalitet.
Når Birgitte Mikkelsen står på dansegulvet med ét af sine hold, er hun førstehåndsvidne til dansens positive indvirkning på livskvaliteten, og hun træner hver uge både mennesker, der er ramt af Parkinson, og mennesker med en hjerneskade.
– Da mine børn var voksne, blev jeg spurgt, om jeg ville overtage nogle dansehold. Jeg tænkte: det prøver jeg sgu. Og det er fantastisk. Jeg elsker det. Dans gør mennesker glade, der er god musik og god koreografi. Musikken og rytmen er halvdelen af det, siger Birgitte Mikkelsen.
DANS OG DOPAMIN
I 2018 blev Birgitte uddannet i konceptet med ballroom fitness for parkinsonramte, som er udviklet af professionel danser Elisabeth Dalsgaard i samarbejde med neurolog Anne Krogsgaard fra OUH. Ballroom fitness er, forklarer Birgitte, en slags pardans uden partner, og stilarterne spænder vidt: vals, chachacha, jive, samba, quick step eller slow fox.
Det er et rent forvandlingsshow, hun er vidne til, når musikken spiller, for snart bliver de langsomme og stive bevægelser, der er kendetegnene ved Parkinson, omsat til grundtrin, bløde hofter, hurtige step og rotationer.
Den strategi, der er i dansen, understøtter de eksistentielle vilkår, der er ved at lide af en fremadskridende sygdom som Parkinson, for dansen styrker alle de funktioner, som langsomt svækkes: koordination, motorik, balance, kropskontrol, muskelstyrke og gangfunktion. Glæden lyser ud af øjnene på de dansende, når de oplever at kunne bevæge sig på en ny måde.
– Dansen udløser dopamin i kroppen, og det kan godt give et smil til en ellers mimrende mund. Pludselig både synger og danser de. Måske lærer én af deltagerne bare at løfte det ene ben, hvor de før havde en dårlig balance. Men når musikken spiller, så glemmer de det med balancen, og så tør de. Når de lykkes, må de nogle gange lige slippe en tåre løs, og sådanne oplevelser rører også mig, fortæller Birgitte Mikkelsen.
Undervejs i dansen kommer Birgitte med klap og musikalske stikord, queing, som understøtter bevægelserne og gør det lettere for danserne at holde rytmen. Birgitte arbejder stadig som sygeplejerske, og hun kan godt være træt fx efter en aftenvagt, men det forhindrer hende ikke i at tage til dans.
– Når jeg har gennemført dansetimen og går derfra, er der sket noget med energiniveauet. Jeg har ti gange mere energi, det gør mig glad. Dansen er givtig på alle punkter, også for mig. Hvis jeg kunne leve af det her, så gjorde jeg det, forklarer Birgitte Mikkelsen.
Dans og fællesskab
Birgitte er foruden ballroom fitness også uddannet instruktør i dans og bodytoning, men det er nok dansen, der fylder hende mest med glæde. Én gang om ugen danser hun ballroom med medlemmer af Hjerneskadeforeningen, der også har stor gavn af dansetræning med Birgitte.
For efter en hjerneskade er der mulighed for at rykke sig betydeligt og blive bedre, selv længe efter skaden, fortæller Birgitte, og til dansetræning er det musikcentret og dansecentret i hjernen, som udvikler sig.
– Det er bedre end fysioterapi, for her er de ikke i patientrollen, her er man fx bare Arne, der går til dans. De glemmer sygdommen og lader sig tage med af rytmen. Vi starter altid med grundtrinnene, og når de så danser, er det simpelthen en fornøjelse at se, og vi smiler allesammen over hele kæften, siger Birgitte Mikkelsen.
Der er et anderledes fællesskab på danseholdet i Hjerneskadeforeningen, for her oplever mange, at de genvinder færdigheder, og danserne er ikke på sammen måde udmattede efter træning som parkinsondanserne. Derfor kommer de tæt ind på livet af hinanden, og hver dansetræning afsluttes med kaffe og socialt sammen hold.
– Holdet består af 14 dansere, og det er inklusive påhæng. De kommer fra hele Faaborg-Midtfyn Kommune, men de må sgu komme helt fra Langeland, hvis de vil, smiler Birgitte Mikkelsen.
Lisbeth Stenfeldt danser hver uge med sin mand, Lars, der er blevet ramt af en hjerneblødning og nu sidder i kørestol. Men heller ikke dét er en hindring, og de nyder begge at komme afsted til dans, og det har de gjort lige siden 2019.
– Det giver en frihed fra at være hjemme hele tiden. Man kan kun blive glad af at komme her. Det er et godt hold med hygge, og vi kender hinanden allesammen. Det er også godt for Lars at komme her, for han kommer jo ikke så mange steder hen. Han er glad for dans, og vi har også tidligere gået til dans sammen på Enghaveskolen, siger Lisbeth Stenfeldt.
Der kommer løbende nye dansere til holdet, og så tager nogle af de erfarne eller pårørende fat og hjælper. Nogle har måske et gangstativ eller en rollator med, eller også sidder de i kørestol som Lars, men det er ingen forhindring. Der er endda raske ægtefæller, som fortsætter, efter deres partner er blevet for dårlig til at kunne deltage.
– Vi har et fællesskab, der lukker alle ind. Alle er så søde ved hinanden, og vi giver gerne et kram, når det er længe siden, vi har set hinanden, siger Lisbeth Stenfeldt.
DANS OG DE GAVNLIGE EFFEKTER
Dansetræning gennem Hjerneskadeforeningen er for mennesker med alle former for hjerneskade, men de fleste har enten haft en blodprop eller hjerneblødning.
For Klaus Bo Jensen var det et hjertestop under en operation, der i 2009 gav ham en hjerneskade på grund af iltmangel, og han har nu været med på danseholdet i mange år.
– I starten var det lidt hårdt at komme i gang, for man bruger nogle andre muskler. Jeg kan ikke rigtigt finde rytmen i musik, men når Birgitte klapper, så går det, og efterhånden kan jeg grundtrinnene. Imens vi danser, så har jeg det godt og er glad. Nogle gange kan jeg godt tænke: argh, skal jeg melde fra, men man er glad, når man kommer hjem. Helt afslappet på en måde, siger Klaus Bo Jensen.
Birgitte har også bemærket, hvordan Klaus gennem årene har forbedret sig gennem dansen.
– Klaus havde ingen rytme og ingen forståelse for at flytte benene, men nu danser han både vals og cha cha cha, og det gør mig simpelthed så glad. Jeg sagde til ham: når du kan lære det, så kan alle, griner Birgitte Mikkelsen.
Dorthe Thorsen plejer at have sin søn på 31 år med som dansepartner, og han ser fællesskabet lidt udefra.
– Min søn har lært de andre at kende og har set vores udfordringer, og hvordan vi er positive, og det giver muligheder. Han har fået meget respekt for de her mennesker. Vi er også kommet til at holde af hinanden på holdet, og vi tager af og til sammen på Vesterport til kaffe, siger Dorthe Thorsen.
Mange af danserne er ivrige efter at fortælle om alt det gode, som dansen giver dem, og Britta Andersen, der har danset med siden 2021, tilslutter sig dansens gavnlige effekter, men også instruktørens sprudlende væsen.
– Det har virkeligt været fantastisk, nu kan jeg vende og dreje mig og har ikke tunnelsyn længere. Jeg har genvundet kræfter og balance, og livet som sådan. Det er guld værd. Det skyldes i høj grad Birgitte, som altid har humør, energi og engagement, siger Britta Andersen.
De danseglade behøver ikke være nervøse for, at Birgitte stopper som instruktør lige foreløbigt.
– Jeg fortsætter så længe, jeg kan gå, og så længe de bliver glade, og jeg bliver glad. Det handler om dét, du giver som instruktør, og jeg bruger mig selv som et arbejdsredskab. Jeg giver af mig selv og er meget på, og bagefter er det ‘wauw’, det giver energi, smiler Birgitte Mikkelsen.
Du kan læse mere om danseholdene på www.parkinson.dk eller på www.hjsf-sydfyn.dk.
